nu vilde handle anderledes end Ret var blot under Forudsætning af hvad der senere formodedes at ville skee.
Jeg kan saaledes ikke tvivle paa at enhver yderligere Behandling af nærværende Sag for Tiden maa ophøre, og det saa meget mere som jeg aldeles ikke erkjender Rigsretten efter dens nuhavende Organisation competent til at paadømme disse af mig fremsatte Indsigelser. Vistnok bestemme de almindelige Love saaledes som disse i Praxis fortolkes, at underordnede Dommere selv ved foreløbig Kjendelse skulle afgjøre Vægten af de mod dem fremsatte Inhabilitets-Exceptioner; men det indsees let at Retssikkerheden intet lider ved en saadan Fremgangsmaade, da man her har det almindelige Remedium at kunne appellere Kjendelsen til høiere Ret, medens det dog vilde blive den største Vilkaarlighed og Uretfærdighed om et Tribunal, fra hvilket ingen Appel kan skee, tillodes at afgjøre et saadant Spørgsmaal. Antog man dette Princip, ophævede man med det samme al Retssikkerhed og syndede imod de første Regler for en Domstoels Organisation. Man behøver ikke at være Lovkyndig for at kunne indsee det Unaturlige, urimelige og Farlige i at overlade til Medlemmerne af det øverste Tribunal selv at bedømme om de med Føie kaldes inhabile eller ikke. Den samme Grund, der anføres mod deres Habilitet til at paakjende Sagen selv, gjælder jo ogsaa det foreløbige Spørgsmaal om denne Grund er gyldig eller ei, og det vilde jo være .et grusomt Spilfægterie om man vilde tillade dem ad en saadan Omvei at tilintetgjøre den Anklagedes Ret til at fordre sig stillet for uvillige Dommere. Den positive Lovgivning indeholder ogsaa en aldeles uforkastelig Regel for et saadant Tilfælde; Høiesteretslovens 24de § bestemmer nemlig udtrykkeligen, at den Tilforordnede, mod hvem der exciperes, ikke skal deelta i Paakjendelsen af denne Indsigelse, men at Retten, efterat han er aftraadt, skal gjøres fuldtallig og afgive den fornødne Kjendelse. Rigsretten i 1827 fulgte denne Regel forsaavidt Exceptionen mod Statsraad
