om Nødvendigheden af at den udøvende Magt beholder ubeskaarne sine grundlovmæssige Prærogativer; dens Indflydelse kunde i alfald ikke forebygges naar Grundloven fandt det rigtigt at gjøre en Deel af Nationalrepræsentationen til en nødvendig Bestanddeel af Rigsretten. Den Interesse derimod, hvis Indflydelse paa Lagthingsmedlemmerne Anklagede her frygter for, er af en langt farligere Art; den er aldeles personlig, og den kan undgaaes enten derved at de afholde dem fra at tilkjendegive nogen Formening om den præsumerede Brøde og fra paa nogen anden Maade at optræde imod ham, eller derved at det overlades til næste ordentlige Storthings Odelsthing at dekretere Aktion for Handlinger, der ei kunne paakjendes uden at bedømme nærværende Storthings Fremgangsmaade.
Hvad den anden Indvending angaaer, da vilde det være det uretfærdigste Princip af Verden hvis man tillod en Mand at blive siddende paa det Dommersæde, hvortil han erkjendes inhabil, blot fordi det var uvist om man kunde faae nogen habilere isteden. Feilen maatte i saafald ligge i Lovene og burde rettes ved at forandre disse; men ikke kunde det forsvares at lade den private Mand, den Anklagede lide derunder. Man skylder imidlertid Beviset for at en saadan Inconvenients vilde opstaae; det er langt fra ikke rimeligt, og endnu mindre afgjort at næste Lagthing vil komme til at bestaae netop af de samme Medlemmer som nu; tværtimod tale mange Grunde for at dette ikke vil indtræffe; men ihvorom Alting er bliver det Rigsrettens Sag, hvis den efter et kommende Odelsthings Beslutning sættes i Virksomhed, at afgjøre om hine Mænd, som Medlemmer af et andet Thing, kunne indtage Dommersædet eller ei, og i alfald at drage Omsorg for at Storthinget paa den i Rigsretsreglementets 9de § bestemte Maade kan blive sat i Stand til at complettere Retten. Man vilde følgelig foregribe næste ordentlige Storthing og en da muligens organiseret Rigsret i de Beslutninger, det ene stod til dem at fatte, hvis man
