gumenter have ikke mindste Vægt. Med Hensyn til det første vil det være tilstrækkeligt at bemærke, deels at Grundloven umiskjendeligen forudsætter, at et Odelsthing ene kan befatte sig med de Regjeringshandlinger, der ere foretagne inden Storthinget sammentraadte, og som følgelig ikke kunne indeholde noget Angreb paa samme Odelsthings eller Storthings Færd, deels at Rigsrets-Reglementets 9de § bestemt antager, at de af Rettens Medlemmer, der af lovlige Grunde ei bør sidde i Retten, skulle vige deres Sæde, hvilket ogsaa maatte følge af Tingenes Natur og Lovenes almindelige Bestemmelser, uden at nogen anden udtrykkelig Foranstaltning fra Lovgiverens Side end den i Slutningen af bemeldt Paragraph anførte var nødvendig. Hvori skulde vel de andre lovlige Grunde, som Reglementet anseer muelige, bestaae naar de ei maatte søges i Medlemmernes Forhold til den individuelle Sags og kan man for Alvor ville tillægge Grundloven den Uretfærdighed at den, tvertimod hvad der gjælder i alle andre Tilfælde, skulde ville til lade et Rigsretsmedlem at paakjende sine egne Handlinger? Dette strider saa ganske mod Begrebet om en Domstoel, at det endog maatte ansees upassende om Grundloven eller Rigsretsreglementet mere bestemt havde udtalt Sætningen. Der er desuden en mærkelig Forskjel paa den Interesse, Lagthinget som integrerende Deel af Storthinget har af at en Strid mellem den lovgivende og den udøvende Magt, angaaende Grændserne for deres constitutionelle Rettigheder, afgjøres derhen at Storthingets Myndighed erholder den størst rimelige Udstrækning, og paa den Interesse, Lagthingets Medlemmer have af en Sags Udfald, i hvilken de, forinden dens Anlæg men efterat Conflikten er opstaaet, have gereret sig som Parter, afgivet en bestemt Erklæring om dens Retmæssighed, og under hvilken deres egen Færd skal bedømmes. I det førstnævnte Tilfælde er Interessen ikke større hos Lagthingets Medlemmer end hos enhver anden Statsborger, og den modarbeides desuden ved Forestillingen
