mernes Retsindighed og Upartiskhed. Sikkerheden bliver alligevel ikke fuldkommen; men jo sandere dette er, desto strængere bør man være i at overholde den, der er muelig. Dette har Lovgiveren ogsaa paa den tydeligste Maade tilkjendegivet, idet Grundlovens 87de § hjemler den Anklagede Ret til, uden nogen derfor anbragt Aarsag, at forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil Deel. Men har han saaledes en større Ret end hvilkensomhelst anden Part ved en almindelig Domstol, hvor modsigende og vilkaarligt vilde det da ikke være at nægte ham den mindre Ret, den, der tilkommer enhver Statens Borger i Tilfælde af almindelig Rettergang? Det er klart at det Høieste, man kunde udlede deraf, at den Anklagede ei paa eengang antoges beføiet til at udøve disse to Rettigheder, maatte være at hans Ret til at forskyde indskrænkedes til saa mange, som der blev tilbage af en Trediedeel af Rigsrettens Tilforordnede, efterat de, mod hvem han havde fremsat specielle Indsigelser, ved Kjendelse vare tilpligtede at vige deres Sæde. Imidlertid kan ikke engang denne Indskrænkning billiges, da Reglementets 9de § bestemmer, at den Anklagede skal vælge dem, han vil forskyde, inden Stævningen falder i Rette, altsaa inden han har havt Anledning til at fremsætte sine Inhabilitets-Exceptioner. Derimod kan den Ret, Grundloven giver den Anklagede til efter Forgodtbefindende at forskyde dem, til hvilke han af Grunde, hvis Rigtighed han ei troer at kunne bringe til Evidents, ingen Tillid har som Dommere, ingenlunde afskjære ham Adgang til at forlange Rettens Kjendelse med Hensyn til de Medlemmer, han fremsætter bestemte og beviislige Indsigelser imod.
Den 3die Grund for den af mig fremsatte Inhabilitets-Exception er ikke mindre afgjørende. Statsministeren tiltales, fordi han ikke har protesteret mod Kongens Beslutning af 2den Juli, og det antydes saavel i Adressen af 7de Juli som i Committee-Indstillingerne af 7de og 8de s. M. at dette havde været Pligt for ham, fordi Beslutningen
