Høiesteret, naar han havde meddeelt en af Parterne Raad eller Veiledning i dennes og have Lagthingets Medlemmer ikke raadet og veiledet Odelsthinget i nærværende Sags have de ikke endog gjort mere, have de ikke allerede udtalt deres Mening om denne og afsagt deres Doms Man skal have Vanskelighed for at bringe dette Factum i Harmonie med Ansvarlighedsloven af 7de Juli 1828 § 8. Bruger Lovgiveren nu saa stor Forsigtighed hvad Høiesteret angaaer, da maa han sandelig ville have idetmindste samme Forsigtighed anvendt med Hensyn til Besættelsen af Rigsretten. Det vilde ikke blot være en synderlig Modsigelse, om der skulde gives Inhabilitetsgrunde mod nogle af et Tribunals Medlemmer, uden at de samme kunde gjøres gjeldende mod andre i aldeles lignende Tilfælde; men det maa ogsaa særdeles nøie lægges Mærke til, at Lovgiveren baade har tilkjendegivet og maa præsumeres at ville tilkjendegive, at Retfærdigheden fordrer en langt større Vaersomhed hvad Rigsretten angaaer, end med Hensyn til nogen anden Domstoel. Dette høie Tribunal dømmer i første og sidste Instants, og Kongelig Benaadning kan blot i et enkelt Tilfælde og for en Deel tilintetgjøre Virkningen af en overilet Dom. Hvor nødvendigt altsaa, at her gaaes frem med den største Forsigtighed, og at enhver Omstændighed, der kunde afstedkomme en saadan Muelighed, med Omhyggelighed bortfjernes! Man betænke endvidere, at Lagthingets Medlemmer ikke nødvendigviis ere i Besiddelse af de specielle Egenskaber, Loven anseer som en ufravigelig Betingelse for at betroe nogen den vigtige Dommermyndighed, at de vel sjelden have aflagt Dommer-Eed, følgelig ikke afgive den Betryggelse, som Lovene ved at paalægge en saadan have villet tilveiebringe, og at der paa dette Sted gjerne strides om politiske Anskuelser, hvor Lidenskaberne altsaa have et friere Spillerum, og forudfattede Meninger let faae Indpas — og man skal finde sig nødsaget til at erkjende, at her mere end andre Steder maa Intet savnes af hvad der opvækker Tillid til Dom-
