gen, hvor uskikkede de ere til at paakjende den, siden de have afsagt deres Fordømmelsesdom, førend Sagen blev undersøgt — og Anklagede hørt. Det er allerede slemt nok at en Corporation som Storthinget kan dele sig i 2 Sektioner, hvoraf den ene er Anklager, den anden Dommer, eftersom — begge ere dannede af et eneste Element, hvis politiske Anskuelser — om hvilke der ved saadanne Leiligheder almindeligviis blot er Tale — maae præsumeres at falde sammen; men al Sikkerhed, ethvert Skin af Upartiskhed forsvinder, naar Lagthingets Medlemmer endog direkte have deeltaget i de Forhandlinger, der lede til en Rigsrets-Aktion, under disse allerede udtalt deres Anskuelse af Forholdene, og klarligen lagt for Dagen, at deres personlige Interesse ere afhængig af Maaden, paa hvilken disse bedømmes. I ingen almindelig Sag vilde en Dommer under saadanne Omstændigheder kunne betænke sig paa at vige sit Sæde; man gjennemlæse blot Høiesteretslovens 24de §, og man maa erkjende, at en langt ringere Virksomhed, en langt svagere Interesse gjør de Tilforordnede, aldeles inhabile. Ingen ærekjær Mand kan i saadanne Tilfælde ønske at beklæde Dommersædet; hvor meget han end stoler paa sin egen Redelighed, maa han dog erkjende sin Skrøbelighed som Menneske, og indsee at Retfærdigheden fordrer bortfjernet endog blot Muligheden af en ubevidst Partiskhed. Rigsretsreglementet forudsætter, at der existerer lovlige Grunde for at et Medlem af denne høie Ret ikke bør beholde Sæde i den, uden at disse Grunde imidlertid specielt opregnes; men der siges ”lovlige Grunde”, altsaa Grunde, der følge af den almindelige Lovgivning. Foruden at nu rigtige Retsprinciper og Christian den 5tes Lov umiskjendeligen medføre, at Ingen kan være Part og Dommer paa eengang, er det vel i den fuldkomneste Orden, at Reglerne for det Tribunal, der staaer Rigsretten nærmest, og hvis Medlemmer udgjøre en vigtig Bestanddeel af denne, her maae komme til Anvendelse. Men jeg spørger Enhver: kunde en Assessor beholde sit Sæde i
Høiesteret, naar han havde meddeelt en af Parterne Raad eller Veiledning i dennes og have Lagthingets Medlemmer ikke raadet og veiledet Odelsthinget i nærværende Sags have de ikke endog gjort mere, have de ikke allerede udtalt deres Mening om denne og afsagt deres Doms Man skal have Vanskelighed for at bringe dette Factum i Harmonie med Ansvarlighedsloven af 7de Juli 1828 § 8. Bruger Lovgiveren nu saa stor Forsigtighed hvad Høiesteret angaaer, da maa han sandelig ville have idetmindste samme Forsigtighed anvendt med Hensyn til Besættelsen af Rigsretten. Det vilde ikke blot være en synderlig Modsigelse, om der skulde gives Inhabilitetsgrunde mod nogle af et Tribunals Medlemmer, uden at de samme kunde gjøres gjeldende mod andre i aldeles lignende Tilfælde; men det maa ogsaa særdeles nøie lægges Mærke til, at Lovgiveren baade har tilkjendegivet og maa præsumeres at ville tilkjendegive, at Retfærdigheden fordrer en langt større Vaersomhed hvad Rigsretten angaaer, end med Hensyn til nogen anden Domstoel. Dette høie Tribunal dømmer i første og sidste Instants, og Kongelig Benaadning kan blot i et enkelt Tilfælde og for en Deel tilintetgjøre Virkningen af en overilet Dom. Hvor nødvendigt altsaa, at her gaaes frem med den største Forsigtighed, og at enhver Omstændighed, der kunde afstedkomme en saadan Muelighed, med Omhyggelighed bortfjernes! Man betænke endvidere, at Lagthingets Medlemmer ikke nødvendigviis ere i Besiddelse af de specielle Egenskaber, Loven anseer som en ufravigelig Betingelse for at betroe nogen den vigtige Dommermyndighed, at de vel sjelden have aflagt Dommer-Eed, følgelig ikke afgive den Betryggelse, som Lovene ved at paalægge en saadan have villet tilveiebringe, og at der paa dette Sted gjerne strides om politiske Anskuelser, hvor Lidenskaberne altsaa have et friere Spillerum, og forudfattede Meninger let faae Indpas — og man skal finde sig nødsaget til at erkjende, at her mere end andre Steder maa Intet savnes af hvad der opvækker Tillid til Dom-
