ansaaes skadelig for Riget. Om og hvorvidt man har antaget, at denne Protest tillige burde indeholde, at den Norske Regjerings Betænkning først maatte indhentes, vedkommer Sagens Realitet, og kan ingen Indflydelse have paa Afgjørelsen af dette formelle Spørgsmaal, siden Sagen dog i alfald ogsaa gaaer ud paa en Undersøgelse, om Storthingets Opløsning var skadelig for Landet eller ikke. Imidlertid maa jeg dog underdanig bemærke, at hiin Omstændighed saa meget mindre kan præsumeres at have bevirket Aktionsdekretet, som dette ene er stilet mod Statsministeren, ikke tillige imod de 2 i Stockholm tilstedeværende Statsraader, uagtet disse ingen fra Grundlovens 15de § hentet Protest have nedlagt, hvilket formeentligen tilstrækkelig beviser, at Odelsthinget blot har fundet det pligtstridigt, at Hans Majestæt ei er bleven gjort opmærksom paa det for Riget Skadelige, i, at Storthinget saa hastigt opløstes. Herpaa gaaer altsaa Sagens Realitet ud, og dens Udfald beroer følgelig paa, om Hans Majestæts Beslutning virkelig er i Strid med Landets Tarv og Interesse eller ikke. Rigsrettens principale Virksomhed vil saaledes bestaae i at undersøge og afgjøre denne Qvæstion. Nu er det vel uimodsigeligt, at Statsminister Løvenskiold ikke kan fældes, hvis han documenterer, at sand Omsorg for Rigets Bedste netop fordrede en saadan Beslutning som den, Hans Majestæt har fattet; thi han kan naturligviis ikke straffes, naar den Kongelige Resolution har været gavnlig for Landet, eller i det mindste ingen Skade medført for dette. Kunde Realiteten komme under Paakjendelse, da troer jeg mig istand til at bevise, at Rigets Interesse, naar man betragter denne fra en mere fordomsfri Side og fra et mere ophøiet Standpunkt, end Mængden har Evne eller Villie til, paa det Kraftigste opfordrede Hans Majestæt til at gjøre Brug af den Høistsamme ved Grundlovens 80de § hjemlede constitutionelle Ret. For Øieblikket er det ligegyldigt, om saadant Beviis vil lykkes mig eller ikke; nok er det, at
