desuden i Odelsbolken Cap. 4 udtrykkelig nævnes „Borgarthing“, og da de to sidste Retterbøder vedkommer Oslo, anser jeg det for utvivlsomt, at Oversættelsen er foretaget efter en Lovbog fra Oslo[1]. De to, forresten fra hinanden afvigende, Efterretninger om oversætteren henvise ogsaa begge til Oslo. Det Deichmanske Haandskrift 33 qv., der er skrevet i 1567 paa Vindal i Sandeherred af den fhv. Prest i Sandeherred Laurents Hermanssøn, tilføier ved Slutningen af sin Lovafskrift: „Her ændes nw, som dw Lesere maa see, Nories Lagboch, som er omwendt aff den gamble Norsche – og det af Anders Sybiørnson fordum lagman i Osloo – oc paa rett Dansche eller Syøømaale Norschs der huor man kand forstaa“. Denne Efterretning maa paa Forhaand ansees som temmelig paalidelig, da Anders Sæbjørnssøn netop i Aarene efter Christian II’s Afsættelse var Lagmand i Oslo, og da den gamle Præst Laurents jo maa antages som samtidig og selv har levet i Viken. Om Anders Sæbjørnssøn ved man ikke mere, end at han forekommer i Breve som Lagmand paa Borgarthing i 1511 og 1522[2] og som Lagmand i Oslo med Titel „a vápn“ i Oktober 1524 og ialfald til Januar 1527[3]; da hans Formand i Oslo, Erik Erikssøn, har udgivet en Dom 10de Juli 1523[4], falder rimeligvis Anders Sæbjørnssøns Forflyttelse til Oslo og Forfremmelse til Væbner sammen med Kong Fredrik I’s norske Regjeringstiltrædelse. Han nævnes ikke efter Januar 1527, og da den nye Høvedsmand paa Akershus, Magnus Gyldenstjerne, i sluten af 1528 udnævnte en ny Lagmand (Nils Knutssøn, bekræftet af Kongen 19de Januar 1529)[5], maa Anders Sæbjørnssøn ved den Tid være enten død eller afsat. Hvis Efterretningen, at han er Lovens Oversætter, er rigtig, giver den os Tidspunktet 1524–28. Imidlertid findes i et omtrent samtidigt Haandskrift en anden Oplysning om Oversættelsen. Det
