Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1879chri).pdf/425

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

af 1442, 3 Rb. af Christian I (Bergen 1553, Kalssund 1455, Skara 1458), 1 af Hans (Oslo 1483) og 1 af Christian II som Thronfølger (Oslo 1508)[1]. 2) Sager, som er Kongen og Biskopen imellem [= Cap. 65 af Jons Kristenret]. 3) Regula juris paa Latin. 4) Norske Kongerække til Christoffer. 5) Oldenborgernes Nedstammelse fra Folkungerne, ender med Kong Christians Sønner, Kongerne Hans og Fredrik, og 6) en historisk Notits om Kong Hans’s Kroning i Danmark og Norge. At Kong Christian II’s norske Retterbøder er udeladte, skjønt de dog findes i norske Lovsamlinger (f. Ex. Rb. af 1514 i Kbh. kgl. Bibl. 3262 qv., Rb. af 1521 i 1154 fol.), kunde have den tilfældige Aarsag, at de ikke fandtes i Oversætterens Kilde; men da man ser, at han ogsaa i Kongerækken standser med Hans og Fredrik uden at nævne Christian den II, henvises vi til Tiden efter Christian II’s Afsættelse, da hans Regjeringstid og Forordninger betragtedes som illegitime. Oversættelsen er altsaa foregaaet efter 1523. Paa den anden Side føres man længere tilbage end til det ældste Haandskrifts Tid (1543) ved at betragte Oversættelsens ældre Redaktion. Denne har nemlig – ligesom den beholder Kong Magnus’s Fortale – ogsaa i Kristendomsbolken beholdt det 1ste Kapitel, Trosbekjendelsen, men denne er den gamle katholske, hvilket især er tydeligt af Slutningsordene: „vij skulle tro att Sønder vaara skulle os forladis mett Skiring och Idran och Anger oc Skrefftemaall, medt thett verduge guds legome och hans velsignade Blodt, som hellgis ij Messeun, mett Bøneholdt och Allmosegierdt och Faste och mett andre gode gierninger som manndt giør och thaller och hugser.“ Oversættelsen maa altfor utvivlsomt være ældre end 1537.

Da Oversættelsen ikke indeholder Stykket om Nævndermænd, men derimod den lille Notits, som kun har sit tilsvarende i Borgarthingsbøgerne: „skal hver Lensmand i sit Læn nævne saa mange Mænd til Lagthing, som gamle Norges Sædvane været haver“, da

  1. I de senere Haandskrifter forøges disse med den efterfølgende Tids Retterbøder i meget broget Udvalg, begyndende i Regelen med Truid Ulfstand og Claus Bildes Reces af 1539.