sammen med en Borgarthingslov og en gl. Vikens Kristenret en Bylov, som efter Bogens øvrige Indhold nærmest er indrettet til Brug for Oslo (eller Tønsberg?). Men i Formen er den en almindelig „Bjarkøret“, der istedenfor den enkelte By o. s. v. kun nævner kaupangr, kaupangrsmenn, biarmenn o. s. v.; kun paa et eneste Sted (VI, 15) er ved en Lapsus sat „Bjorgvin“ istedenfor det almindeligere „kaupangr“, og dette Ord viser, at ogsaa dens Forlag er en Bergensk Codex. Bogen viser dog, at ved Siden af den Tendens til at indrette Bylovene for den enkelte Kjøbstad, som vi ovenfor har paapeget, finde vi ogsaa i 1ste Halvdel eller henimod Midten af 14de Aarhundrede en modsat Tendents til at istandbringe en „almindelig“ Bylov.
3. Det samme Fænomen kan paapeges for Landslovenes Vedkommende. Den Thorgeir Haakonssøn, der har skrevet A. M. 302 og 305 og 56 qv., har vistnok forfærdiget Lovbøger til de forskjellige Lagthing; saaledes er 56 qv. skrevet for Bergen, 302 for Skien, hvorfor han her engang skriver Skiðuþingsmanna (hvor hans Original havde Gulaþingsmanna), men saavel denne som 305 er dog egentlig brugbar hvorsomhelst, thi i Intimationen i begge disse siges, at Kong Magnus’s Prolog er rettet „til alle Norges Mænd“, han undgaar i Regelen at nævne Thingstedet og udelader Opregningen af Nævndermændene; – derfor kan man med Rette anse hans Afskrifter for virkelige „Landslove“. Et lignende Exempel har vi i Stockh. C 22. Den er skrevet af 2 Skrivere, der har handlet efter forskjellig Plan. Den første afskriver Frostathingsloven indtil II, 3; her optager den anden Skriver Traaden, men hvad han leverer er ikke længer Lov for Frostathinget; dette nævnes ikke længer, i Stedet derfor forekommer hyppigst det almindeligere „Lagthinget“, paa et Sted Eidsivathing og et andet Gulathing. Ogsaa denne Lov maa altsaa betegnes som et – om end uheldigt – Forsøg paa at istandbringe en almindelig „Landslov“. Skridtet er derimod taget fuldt ud i et Haandskrift fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede, hvoraf vi nu kun har 2 smaa Brudstykker levnede i Rigsarkivet; her kaldes Lagthinget stadig „N: þing“, og Formen er altsaa fundet for den almindelige Lovbog. Man har
