hidtil kun kjendt denne Form fra Afskrifter fra Slutningen af 16de Aarhundrede – af Lagmanden Morten Nilssøn i Stavanger –, men af Brudstykket sees, at den var opfunden før 1350.
4. De Lovbøger, vi har bevaret fra Haakon Magnussøns og Magnus Erikssøns Tid (1299–1355), nøier sig i Regelen ikke med at være Afskrifter af en enkelt Lov, men er Lovsamlinger, leverer alle eller de fleste Love fra den store Lovgivningstid under Magnus Lagabøter. Disse Lovsamlinger synes gjorte dels for Eierens særlige Behov, dels ogsaa med den tydelige Hensigt at være fuldstændige; i sidste Henseende mærkes, at saavel de kongelige som de kirkelige Kristenretter tages med. Fra Bergen er især 4 Lovsamlinger at betragte, de tre skrevne af samme Mand. A. M. 304 fol. indeholder saaledes en Samling af de verdslige Love, men særligt indrettede for Byens Behov. De betegner sig som Samling ved, at de to Slutnings-Retterbøder til Landsloven først følger efter Bylovens Ende, og som indrettede for Byens Behov derved, at den udelader store Stykker af Landsloven, hvilke findes igjen paa tilsvarende Steder i Byloven. De to andre Bøger af samme skriver, A. M. 322 fol. og 60 qv., synes derimod indrettede for verdslige Stormænd, der færdedes saavel inden Gulathingets som Frostathingets Sfære og leilighedsvis tillige havde Brug for Byloven; Landsloven er nemlig her i den Grad Hovedsagen, at Byloven ikke engang faar særlig Titel og blot følger som særskilt Afsnit af Landsloven, og denne, som egentlig er en Gulathingslov, optager tillige Capitlet om Nævndermænd og Fylker i Frostathingsloven[1]. A. M. 56 og 78 qv., begge skrevne af Thorgeir Haakonssøn, hører aabenbart sammen som to Dele af samme Samling; det er tydeligt af, at Landslovens Slutnings-Retterbøder ikke staar paa rette Sted, men først i Sluten af 78 efter baade Kristenretter og Bylov; begge Bøger har vistnok endnu i 2den Halvdel af lode Aarhundrede været indbundne sammen, thi Randgloser med samme Haand fra c. 1570–80 (fra Bergen) forekommer i begge. Disse Bøger – eller ret-
- ↑ Det er rimeligt nok, hvad Munch gjør opmærksom paa, at A. M. 322 er forfærdiget for Drotseten Erling Vidkunnssøn af Bjarkø og Giska.
