Mangel paa Efterspørgsel. Dette Tilfælde rammer nemlig ikke blot Lovbøgerne, ogsaa den øvrige Bogproduktion synes at være stanset med den sorte Død; fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede har vi (eller har havt) store og smukke Haandskrifter af andet Indhold f. Ex. det bekjendte, smukke Fagrskinna (fra c. 1340), Haandskrifter af Karlamagnussaga, af Flores’ Saga, af Kongespeilet, for ikke at tale om Kalendarier, Kopibøger ved Capitlerne o. l.; men med c. 1350 stanser ogsaa denne Virksomhed ligesom med ét Slag og Dødsstilhed indtræder.
Denne Regel synes dog at have Undtagelser, hvad ogsaa et Blik paa de ovenfor fremlagte statistiske Tabeller viser: Kristenretterne afskrives fremdeles, og af Byloven findes endog et Exemplar fra Midten af 15de Aarhundrede. Nedgangen gjælder dog ogsaa disse, Byloven endog i høi Grad – fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede c. 20 Expl., fra 2den Halvdel 1 à 2 –; men naar de alligevel fremdeles afskrives, viser dette, at det havde praktisk Interesse at lære dem at kjende i tidsmæssig Skikkelse. Det er jo ogsaa sikkert nok, at netop Rigets høiere Stænder maatte studere disse Retsbøger ind i 15de Aarhundrede Byloven har vistnok været stærkt benyttet under Stridighederne med Hanseaterne, f. Ex. under K. Christopher, og naar vi af Byloven finder et Exemplar afskrevet for Oslo, tør man vistnok gjætte paa, at Anledningen er Forhandlinger om Rostockernes Rettigheder under Christian I. Ved Kristenretterne viser Nedgangen sig paa en anden Maade. De bekjendte Stridigheder om, hvilken Kristenret skulde gjælde, ophører under Magnus Erikssøn henimod Midten af 14de Aarhundrede; og man skulde derfor vente, at den „gamle Kristenret“ nu ret optages til Afskrift; men dette er ikke Tilfældet. De kongelige Kristenretter blev de tabende, og man synes efterhaanden at have tabt Evnen til at skille mellem ældre og nyere kongelige Kristenretter; Kong Magnus’s Kristenret trænger sig frem og fortrænger de gamle, og dens eneste Konkurrent bliver efterhaanden den kirkelige, Erkebiskop Jons. Begge disse gaar Side om Side, begge afskrives fremdeles; men naar man af Historien ved, at den kirkelige blev den seirende og endelig erkjendt af Kongerne i (1449 og)
