med disse faa Undtagelser – altsaa henimod 70 Exemplarer – 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede eller Haakon Magnussøns og Magnus Erikssøns Tidsalder (1299–1355). For de ældstes Vedkommende (Bøgerne fra 13de Aarhundrede) er det let forstaaeligt, at man ikke var saa omhyggelig for deres Bevarelse (det ene af de to fuldstændige Exemplarer er ogsaa bevaret udenfor Norge, paa Færøerne) – thi baade gammeldags Sprogformer og Skrivemaade maa tidligt have lagt Hindringer iveien for Forstaaelsen, og den stærke Virksomhed for Forfleringen af Lovbøger i 14de Aarhundrede gjorde vel ogsaa de ældre Exemplarer overflødige. Men ialfald det første Hensyn kan ikke forklare den paafaldende Fattigdom af Lovbøger, skrevne efter c. 1350. Vi ser nemlig netop af de mange Retterbøder, der blev indskrevne i Lovbøgerne i 2den Halvdel af 14de Aarhundrede, at dengang baade Sprog og Retskrivning undergik stærke Forandringer, saa at det ikke er saa ligetil at forstaa en Lovbog, der var skrevet over en Menneskealder forud. Mangelen paa ny Afskrivning er derfor vistnok kun en Frugt af den almindelige Svækkelse, det norske Folk havde undergaaet i Midten af 14de Aarhundrede. Ved denne Svækkelse tænker jeg ikke saa meget paa en gradvis Synken, en Nedadgaaen i Virksomhed, saaledes som den viser sig i Næringsveiene; Overgangen er dertil for brat og for pludselig: stærk Produktion indtil c. 1350, ganske svag Produktion i den følgende Menneskealder og saa fuldstændigt Ophør[1]. Man kan derfor ikke undlade at trække Paralleler med de Folkesygdomme, som fra Midten af 14de Aarhundrede ifølge de ældre Traditioner nedbrød Norges Folkemængde: den store Mandedød 1349–50, Barnedøden 1359–60 og Pesten i 1371. Den „penneføre“ Befolkning maa vi vel søge blandt geistlige og verdslige Stormænd og disses Følge (Klerker og Skrivere), og at mange eller maaske Flertallet af Stormænd døde i Pesten er jo bekjendt nok, og det er let forklarligt, at Bogproduktionen stansede af
- ↑ Det enkelte Brudstykke R. 46, som ellers neppe er stort yngre end c. 1400, kan ikke være et fuldgodt Vidne; det er jo ganske enestaaende og efter sit Udseende at dømme skrevet til Udfyldelse af et ældre Exemplar.
