1458, falder det naturligt nok, at den sidste afskrevne Lovbog, vi har fra Middelalderen, er Jons Kristenret, i et Haandskrift fra c. 1450.
Fra 15de Aarhundrede kjender jeg ikke et eneste Exempel paa, at nogen i Norge har begyndt at skrive en juridisk Bog; den eneste Virksomhed i denne Retning er, at man efter Evne søgte at komplettere de ældre Lovsamlinger, man indførte i meget gamle Exemplarer Eriks, Haakons og Magnus’s Retterbøder, ja man fortsatte endog med at optage de første Oldenborgeres Forordninger; og hermed vedblev man langt ind i 16de Aarhundrede, efter at allerede en ny Retning var kommet tilsyne.
Studiet af Haandskrifterne har ledet mig til at forestille mig Lovenes Tilblivelsesmaade og Udbredelse over andre Thing-Omraader anderledes, end hidtil hos os fremstillet, og nærmere de Theorier, Maurer har opstillet. Allerede Munch har paapeget, at efter Landslovens Fortale og Efterskrift er denne egentlig givet for Frostathinget; thi de ældste og bedste Haandskrifter er i Efterskriften enige om, at den blev vedtaget 24 Juni 1274 paa et Thing, der i Gulathingslovene kaldes Gulathing, i Frostathingslovene Frostathing; men da Gulathinget først samledes 28 Juni og derimod Frostathinget fra 1209 af den 17de Juni, kan Lovens Vedtagelse den 24de Juni (1274) kun være foregaaet paa Frostathing, hvor Kong Magnus vitterlig befandt sig ved den Tid. Naar de fleste bergenske og østlandske Haandskrifter, skjønt de beholde Udstedelsesdagen, rette Frostathing til Gulathing, Eidsivathing eller Borgarthing, er dette kun at tilskrive Skrivernes urigtige Applikation af Reglerne ved Omskrivningen af Loven for de respektive Lagthing. Man ser, at efterhaanden Samtidens Thingforhold har havt Indflydelse paa Afskrivningen; saaledes har en Skriver, der c. 1340–50 afskrev en Gulathingslov til Brug for Borgarthinget, indsat den sædvanlige Thing-Aabningsdag (17 Juni) som Lovens Publikationsdag: ligeledes finde vi i den Tønsbergske Lovbog fra c. 1330 (ny kgl.
