Det var i 1851. Jeg var paa Hedemarken og spadserede en Dag hen over Marken. En gammelagtig Husmand stod i Arbeide. „Hvad er det for Sten?“ spurgte jeg og pegede paa et Sted paa Ageren, som var halvt skjult af Smaa-Sten, næve-store. „Aa, det er Brygge-Sten. „Brygge-Sten?“ „Ja, Koke-Sten.“ „Koke-Sten?“ „Ja, som de kokte med, naar de skulde brygge – i den Tid, de ikke havde Malm-Gryder.“
Siden spurgte jeg Andre. Hver Bonde vidste om disse „Brygge-Sten,“ og Nogle kunde forklare lidt bedre.
Naar der skulde brygges i gamle Dage, plumpede man glohed Sten ned i et Trækar med Vand, og dette blev dermed opvarmet. Det var almindelig Kampe-Sten (Rullesten, som der er mange af i Jorden her i Egnen, og som kommer frem under Rydnings-Arbeidet). Ved den pludselige Afkjøling sprang Stenen itu, og Stykkerne kastedes ud paa en Dynge nær Ildhuset, som andet unyttigt Affald. Man finder saadan Dynge omtrent paa hver gammel Gaard; nu er der forlængst groet Græs over; men at der er Bryggesten, det viser sig, naar der graves i Grunden, f. Ex. naar der skal lægges Grundvold til et Hus. Mangt et Hus staar nu paa Brygge-Stens Grund. Og i den senere Tid har man ofte kjørt Dyngen bort og fyldt den paa Ageren; thi den brændte Sten er tildels smuldret, og det derved fremkomne Grus har man fundet gjør god Virkning paa Agermulden.
Da jeg hørte om dette, havde Oldforskere i Danmark netop opdaget de mærkelige „Kjøkkenmøddinger“ fra