finder man foruden alle de nu nævnte Ting ogsaa Knive, Spydblade o. s. v. af Bronce. Her synes altsaa, om jeg har forstaaet Beskrivelserne ret, at have været en jevn sammenhængende Overgang fra Sten-Alderen til det derpaa følgende Tidsrum, som blev omtalt ovenfor under Navn af Bronce-Alderen, saaledes at paa samme Sted hvor man før hjalp sig med Sten alene, der fik man nu Metal.
Af de Ben at dømme, som ere fundne sammen med disse Bronce-Sager, er Jagten taget end yderligere af i dette Tidsrum, men Hyrde-Bedriften tiltaget. Det lader til, at der er indført nye Racer af Husdyr fra andre Egne, og at der er opstaaet flere Racer formedelst Krydsning – ganske saaledes som det jo pleier ske under et fremskridende Jordbrug.
Bronce-Alderen ligger jo mellem Sten-Alderen og Jern-Alderen, og som den her synes at have modtaget de Husdyr, som i Stenalderen vare vundne med Tæmning, saa kan den jo igjen have givet dem i Arv til Jern-Alderen. Men paa den Maade kan det jo faaes ud, at vi endnu den Dag idag nyde godt af den Flid og Taalmodighed, som vistes af Sten-Alderens Folk, disse Europas første Rydningsmænd.
Ja, i Mudderet fra en af Sten-Alderens Pæle-Tomter har man fundet en Hjerne-Skalle af et Menneske. Paa Skallernes Form tro Naturforskere at kunne skjelne mellem Menneskeslægtens Stammer og Racer, og hin Skalle siges at have meget tilfælles med den Form, som nu er den herskende i Sveits, og som ligger midt imellem Lang-Hovederne og Kort-Hovederne, som det kaldes. Som Sagen nu for Tiden har kunnet oplyses skulde det altsaa ikke være nogen Urimelighed i at antage, at selve Sveitser-Folket, om end med adskillig fremmed Indblanding, kunde nedstamme fra Sten-Alderens indtil nu nylig saa aldeles ubekjendte Folkefærd. Nu tale Sveiserne dels Tydsk, dels Fransk;
