men Sproget kunne de have taget efter indtrængende, erobrende Stammer, og endda kunne de være af Urfolkets Blod.
Ogsaa paa Syd-Siden af Alperne, i Nord-Italien, har man fundet Spor af Pælebygninger, og med denne Bygningsmaade har rimeligvis fulgt den samme Husholdning.
Det i Danmark vundne Skjøn paa Sten-Alderen kom, som antydet, til Nytte ved Opdagelserne i Sveits. Omvendt, da disse bleve bekjendte i Danmark, opstod naturligvis den Tanke her, at de Folk, som have efterladt sig Kjøkkenmøddingerne, kanske ogsaa havde bygget sine Huse paa samme Maade. Og virkelig har den nidkjære Oldgransker Professor Worsaae ved at søge efter i grunde Indsøer og Havs-Vige fundet paa flere Steder usædvanlige Mængder af Sten-Øxer og andre Redskaber, tydeligvis Efterladenskaber fra Folk, som længe have holdt til paa samme Steder. Men sikkre Spor af Huse har han nok ikke fundet endnu.
Fra Syd-Sverige og Danmark til Italien, det er en stor Strækning. Har Stenalderens Folk først boet saa vidt, saa skulle vi vel ved yderligere Opdagelser saa se, at de have været over hele Europa, paa nær vel det allernordligste Strøg. Men hvad Tid var det?
Sten-Alderen er gaaet forud for Bronce-Alderen, og allerede denne eller ialfald dens Begyndelse ligger forud for den historiske Tid eller den Did fra og om hvilken der haves skrevne Beretninger. Vi vilde altsaa slet intet have faaet at vide om Stenalderens Folk, dersom ikke disse Sten-Øxer o. s. v. havde været. Men der staar intet Aars-Tal indgravet paa dem, og hvorledes kan det da nytte at spørge om Tid her?
I den Anledning kan jeg dog omtale en overmaade interessant Iagttagelse, som man har gjort i Danmark.
Her er, som man veed, store Torvmyrer. Naar en Myr ligger inde i en Skov, hænder det nu og da, at en
