Dynd, som de muddrede op af det grunde Vand tæt ved. Men under dette Muddrings-Arbeide stødte de paa Stubberne af nogle Pæle, som stode nedrammede i Bunden, først en, saa atter en, saa en hel Mængde, og mellem dem fandt de Potte-Skaar, forkullede Stokker og Kløvninger, Kjødben og – Sten-Redskaber, saadanne, som vi nu kjende dem fra Danmark, nemlig tilhugne og slebne Øxer og Kiler o. s. v.
Der blev naturligvis en Forundring og en Gjætning; men det varede ikke længe, før man fandt ud (de Videnskabsmænd, som toge i med her, vare eller bleve bekjendte med de danske og svenske Opdagelser, og dette har vistnok hjulpet dem paa Vei), fandt ud, siger jeg, at hvad man havde for sig, var hverken mere eller mindre end Levninger af Sten-Alderens Boliger.
Som vi nu ikke kunne være sikkre paa, at der kan komme Krig i Landet en Gang i hver Menneske-Alder, saa vare Stammerne og Familierne i hine endnu mere barbariske Tider ikke nogen Nat sikkre for Overfald – og derfor byggede de sig sine Huse saaledes et Stykke ud i Vandet, paa Pæler. Der var sagtens en Bro til Land; men denne var vel til at tage væk for Natten, og saa kunde de da lægge sig til at sove ialfald noget tryggere.
Efter dette første Fund søgte og forskede man videre, og snart fandt man Levninger af Pælebygninger i alle de større Indsøer i Landet og i mange af de smaa. Og paa nogle af disse gamle Tomter har der været som hele Smaa-Byer. Paa et Sted har man gjættet paa, at Antallet af Pæler gaar op til en 40,000, og paa flere Steder er det antaget, at der har staaet en 300 Træ-Hytter sammen, med 1000 Indbyggere.
Slige Ting som Kjødben, Potteskaar, itubrudte Redskaber, have Beboberne tydeligvis kastet fra sig i Vandet under Huset, og i Tidens Løb kunde der blive en stor Hob af saadant Affald. Og lykkedes det Fienderne nu og da
