Altsaa, i vor Tid, formedelst samtidig Opdagelse af
to endnu levende Mænd her i vort Norden, er den saakaldte
Sten-Alder stillet frem for vor Tanke. Jeg skal gaa
videre og fortælle om to Fund, som ere gjorte senere og i
høi Grad have beriget vore Forestillinger om den Alders
Kaar, nemlig Fundet af Kjøkken-Møddingerne i
Danmark og af Pæle-Bygningerne i Sveits.
I Danmark havde man længe vidst om nogle Banker eller smaa Bakker af Østers-Skal og deslige, men som laa paa det Tørre nær Kysten, og man havde gjort sig den Mening, at de paa naturlig Maade havde dannet sig paa Havbunden, og at de nu laa som Vidner om, at Landet i Tidens Løb havde hævet sig op – Noget, som man med Vished veed er skeet paa sine Steder. Men ved et Tilfælde blev man opmærksom og tog sig for at undersøge disse Banker nøiere. Fra Kjøbenhavn blev der sendt ud en formelig Kommission, hvis Medlemmer jeg vil anføre ved Navn for med det samme at faa nævne endnu nogle Mænd, som have bidraget til at vedligeholde Nordens Anseelse i Verden, nemlig Geologen[1] Forchhammer, Zoologen[1] Steenstrup og Oldforskeren Worsaae. Det var i 1848 til 1850, og de Banker, som de tog for sig, laa ved Issefjorden og andre af Kattegattets Fjorde i Sjæland og Jylland.
Det viste sig at Bankerne vare hverken mere eller mindre end uhyre Kjøkkenmøddinger, dannede ved Affald fra et Jæger- og Fisker-Folks Maaltider.
Største Mængden var Skal af Østers og andre spiselige Skjældyr, Snegle-Huse o. s. v. Men Skallene hang ikke sammen to og to, de laa ikke paa Fladsiden, eller i ordnede Lag, saaledes som det jo maa være i en naturlig Banke paa Havbunden; men de laa hulter til bulter, gan-
