ske saaledes som naar tomme Skal kastes paa Dungen efter et Maaltid. Og inde imellem Skallene laa smaa Lag af Aske og Kul og hist og her Stene, som skjønnedes at have været i Ilden, ganske som om der havde været Ildsted. Ja, man fandt Potte-Skaar, og paa et Sted laa der flere ganske nær sammen, saa det saa ud til, at en Jyde-Potte (den har ialfald lignet det Slags) var gaaet itu paa selve Stedet, og man fandt Ben af alskens jagtbare Pattedyr og Fugle, og disse Ben saaes tydelig at have været i Menneskehaand, thi de vare næsten uden Undtagelse knuste eller kløvede og det netop saaledes, som vi maa tænke os det under et Jægerfolks Maaltider, hvor hvert Ben, som ikke er altfor lidet eller mavert, aabnes for Marvens Skyld. Det var altsaa mest bare Bensplinter, man fandt; men søgte man ud de kjendelige Stykker og lagde flere af samme Slags ved Siden af hinanden, saa opdagede man tydelige Tegn til, at de vare kløvede paa ens Maade, med en Færdighed, som vidste, paa hvilket Sted ethvert Slags Ben vilde rammes for at aabne sig bedst; det er naturligvis en af et Jægerfolks Færdigheder. Og fremdeles fandt man ganske ligesom i vore Kjøkkenmøddinger nu for Tiden, en hel Del itubrudte eller endog hele Redskaber, som vare kastede bort eller tabte af Vanvare. Men disse Redskaber laa der som Vidner om, hvad det var for Folk, som havde været paa Færde her; det var nemlig lutter Sten-Redskaber, det var altsaa Sten-Alderens Folk, som havde haandteret dem.
Disse Lag af Skal m. m. ere indtil 4½ Alen dybe, og jeg veed ikke hvor mange Alen vide og brede. I Tidens Løb har der dannet sig et Lag af Muld og Græstorv ovenpaa, og der staa nu ældgamle Egetræer, eller Plov og Harv gaa henover. Men nu og da graver man sig ind i Bakken, for at tage Veifyld eller for at bruge Skallene som anden Skjæl-Mergel. Og det er derved, at Mærkværdigheden er kommen for en Dag.
