kalde disse Tidsaldere for Sten-Alderen, Bronce-Alderen og Jern-Alderen. Denne sidste er jo vor egen Tid; men dens Begyndelse i Danmark og ellers her i Europa ligger langt, langt op i Hedenskabets Mørke, og saa maa vi endnu springe over en hel mellemliggende Tids-Alder for at naa op til Sten-Alderens i Aartusinder forglemte, men nu med Et opdagede Folkefærd.
Da man omkring i Danmark forstod, at der kunde gjøres saadan Brug af disse underlige Stene, eller at de kunde tjene til saadanne overraskende Oplysninger, saa kappedes man om at sende til Thomsens Samling alt, hvad man havde og fremdeles fandt af det Slag, og eftersom Samlingen voxede, saa voxede ogsaa den nye Anskuelse i Vished og Klarhed.
Det var i 1816, at Thomsen som sagt fik noget med Samlingen at gjøre; det var i 1831, han først i trykt Skrift begyndte at ymte om den nye Forklaring, og da jeg i 1862 under nogle Dages Ophold i Kjøbenhavn besøgte Samlingen, saa var det fremdeles Konferentsraad Thomsen, som med Ungdommens Varme og med Handels-Kontoristens Ufortrødenhed førte den Fremmede omkring og forklarede Stykke for Stykke.
Jeg kom (man vil kanske finde Sammenligningen noget simpel, men det traf sig saa) til at tænke paa Schmelcks og Schreiners Kramboder, engang jeg traadte ind i Sten-Alderens Sal; thi som hist sees Dusin paa Dusin af blankpudsede Hugjern og Høveljern og alle Slags Jern-Redskaber, saaledes stod disse Sten-Alderens Knive og Øxer, Hulmeisler og Smalmeisler, Spyd-Spidser og Pil-Odder opstillede i Glas-Skabe Væggene rundt, i Dusin- og i Hundredevis.
Hvilken lykkelig Mand, denne Thomsen! og hvor vakkert han selv taler om sin Lykke! Ikke alene, at han var Førstemand for en betydningsfuld Opdagelse, men at han
