Skrab. Disse Stene vare just for ham, og han fik noget at gjøre med en nylig paabegyndt offentlig Samling af Offerknive og andre Oldsager – han blev ansat som Medhjælper for Forstanderen for det Første.
Han gik og saa og saa paa disse Stensager, snuede og vendte paa dem, stillede dem op i Rader og Rækker, satte dem sammen, som vare mest ensdannede, de lange og smale for sig, de korte og brede for sig, og han kunde blive saa fornøiet, naar Nogen kom og skjænkede til Samlingen en ny en. Han gik i Aarevis med dette og tænkte paa Offerknive om Dagen og drømte vel om dem om Natten.
Det var underligt at bruge slige butte Sten-Knive til at slagte et Offerdyr med, naar man havde en almindelig Øx ved Haanden? Og saa det, at der var saa ubegribelig mange af disse Offer-Redskaber, i Hundredevis og Tusindvis – Noget, som kom for en Dag, eftersom man begyndte at samle paa dem? Og se den Sten-Kniv der – den maa aabenbar have været meget brugt, for den er jo tydelig slidt i Eggen? Ja, denne her har ikke alene været slidt, men den er jo øiensynlig bleven opslibt igjen? Er det troligt, at en Offerkniv af haard Flint kunde have været udsat for saa megen Slid?
Kort at fortælle, Thomsens tro Forsker-Sind opdagede endelig den rette Sammenhæng: der var en Tid, da Landets Beboere hjalp sig med, hvad man kan kalde Knive, Øxer, Kiler, Meisler, fremdeles med Spyd- og Pile-Spidser – af Sten, fordi de endnu ikke kjendte eller havde noget Slags Metal; saa kom en Tid, da man kunde undvære disse ubekvemme Redskaber, fordi man forstod at skaffe sig Kobber og Bronce (d. e. Kobber med nogen Tilsætning af Tin) og deraf danne sig allehaande Redskaber og Vaaben; endelig kom en tredie Tidsalder, da man havde naaet frem til at smede Jern og Staal.
For at give Tingen et Navn, har man vedtaget at
