telse vil man endogsaa kunne se i Begyndelsen af vor Snorres Historieværk, i den saakaldte Ynglinge-Saga, hvor hele Europa kaldes med det Navn Ænea, fordi hin Æneas paa sin Flugt fra det asiatiske Troia skulde være kommen til Europa og her være bleven Stamfader for saa mange Fyrsteætter og Grunder af saa manger Riger.
Til disse Træk fra Middelalderen skal jeg føie det Modstykke fra Nutiden, at i forrige Maaned eller i September dette Aar[1] en begavet yngre Videnskabsmand i Danmark har erholdt Doktorgraden ved Kjøbenhavns Universitet (enhver, som kjender noget til Doktor Morten Luther, veed jo saa omtrent, hvad det vil sige), har erholdt Doktor-Værdigheden for et Skrift, som han har forfattet om de homeriske Digte. For at forstaa dette maa man vide, at som Homers Digte have været læste og studerede med største Flid i den lærde Verden i de sidste Aarhundreder (og for at blive Student eller paa en Maade Borger af den lærde Verden, maa man endnu hos os og vistnok i de fleste Lande have læst noget af Homer i Grundsproget), saa har der siden Slutningen af forrige Aarhundrede været en særegen Interesse ved dette Studium. Der har nemlig af en Del Videnskabsmænd været fremsat den Tvivl, at en Digter, som var istand til at forfatte saadanne Mesterværker, umulig kunde have været til i hin fjerne og udannede Oldtid 1000 Aar før Christi Tider. De have da tænkt sig det saa, at istedetfor en Homer var der en hel Mængde Bygde-Digtere, som digtede hver sin Stub, og at da Almuen i nogle Aarhundrede havde havt disse Smaa-Digte at more sig ved, saa kom en mere oplyst Tid (dog endnu en 500 Aar før Christi Tider) og med den en kunstforstandig Mand, som samlede dem og ordnede dem til den Helhed, som vi nu have og beundre. At
- ↑ Dette Stykke er skrevet i Oktober 1863.
