Digtene havde faaet Homers Navn og vare blevne anseede for at være en eneste Digters Værk, det var da skeet ved Misforstaaelse eller Feiltagelse – Man skulde forundre sig, om man saa samlet alle de Bøger, som ere skrevne angaaende denne nye Forklaring, for og imod, og det lader til, at den i de senere Aar har faaet stor Indgang især i Tydskland, hvor den først fremkom. Men imod denne harmelige Tvivl, som vil forstyrre os Nydelsen af Iliaden og Odysseen (saa kaldes de tvende homeriske Digte) ved at berøve os Troen paa, at de ere udgaaede fra et sandt og virkelig Digter-Hjerte, har hin danske Doktor nedlagt en kyndig og varmhjertet Protest. Det er en Mand, som kjender den sjeldne Skat af vor nordiske Natur-Digtning (Edda-Kvadene, Kjæmpeviserne, Eventyrene), og just derfor (han antyder det selv i sin Bog) har han havt lettere end hine tydske Tvivlere for at sætte sig ind i, hvorlunde de homeriske Digte virkelig kunde blive til i hin fjerne Oldtid, uden Hjælp af Kunst-Videnskaben, alene formedelst den netop i Oldtiden saa særdeles livlige naturlige Sands, forherliget i en enkelt Mands overordentlige Begavelse.[1]
Ja, det gjælder et villigt Sind til at sætte sig ind i, hvorledes en Digter i det hele taget har det, hvad Om-
- ↑ Det Fortjenstfulde i et saadant Skrift som dette om Homer af den danske Doktor, skulde blive mere indlysende, naar jeg kunde give mig Tid til at forklare, hvorledes hin Tvivl om de homeriske Digtes Ægthed er endogsaa temmelig nær beslægtet med den mere almen-bekjendte videnskabelige Tvivl, som har været næret og fremsat og forfægtet angaaende vore hellige Skrifter, at de heller ikke skulle være forfattede af de Mænd eller af saadanne Mænd, som det fra gammel Tid af har været sagt og troet. Det er ved samme Tid, at baade denne og hin Tvivl opstod, dennes og hins Talsmænd have i flere Maader lært af hinanden, det er i det Hele taget den samme Klasse af Videnskabsmænd (mest i Tydskland), som have hyldet baade den ene og den anden af disse Tvivlens Anskuelser.
