National-Klenodie: Børnenes Børnelærdom, Digternes Mønster, Philosophernes Studium, og alt Folkets Beundring og Glæde.
Var der Noget, som de senere saa mægtige Romere misundte Grækerne, saa var det deres Homer, og det var dem derfor yderst velkomment, da – henved Christi Tider – Digteren Virgil forfattede Æneiden, der skulde være som en romersk Iliade. Det gik ikke an at indbilde Romerne, at de vare Efterkommere af de græske Helte, som Homer havde besunget; men saa fandt Virgil paa at udmale i det Vide og det Brede, hvorlunde Æneas, en af de trojanske Helte, som jo ogsaa vare blevne udødelige formedelst Homers Digte, havde reddet sig ud af det brændende Troia og efter mange Skjæbnens Omvexlinger var kommen til Italien og der blev selve Romerigets berømmelige Grundlægger. Paa denne Maade faldt jo noget af den homeriske Digterglands paa Rom ogsaa.
Nogle Aarhundreder senere kom den store Familie af barbariske Folkefærd (for at bruge Romernes Udtryk), som vore nordiske Forfædre tilhørte, i Forbindelse med Romerne og bleve paa en Vis bekjendte med disse gamle Historier, og det ene af disse Folkefærd efter det andet, Tydskere, Frankere, Englændere o. s. v., fulgte Exemplet og regnede sig ligeledes for Efterkommere af Homers og Virgils trojanske Helte. Her i Norge (hvor det naturligvis først var efter Christendommens Indførelse, at man fik høre om disse Ting der søndenfra) tænkte man sig tildels Sagen saaledes, at landflygtige trojanske Høvdinger kom helt her op og formedelst deres overmenneskelige Egenskaber bleve anseede som Guder, saa Thor f Ex. var den fordums Hektor og den forfærdelige Kamp for Troia var hverken mere eller mindre end Ragnarok eller den store Gude-Kamp, som den ældgamle norske Gudelære forkynder saa mærkelige Ting om. Lidt af denne Opfat-
