Man kan dobbelt forfærdes over Zulu-Hedningernes
Raahed og Tankeløshed og Letfærdighed, naar man sammenligner
dem med den fine Smag og Skjønsomhed, som
Homers Digte ere Vidnesbyrd om fra Grækernes Hedenskab,
en 1000 Aar før Christi Tider.
Det skulde i Sandhed være artigt at faa en ret udførlig og anskuelig Skildring af, hvad Zulu-Hedninger have for sig, naar de komme sammen til festlige Møder, hvad de finde sin Glæde i at tale om og underholde sig med. Men nu, da Homers Iliade endnu klinger mig i Ørene, synes jeg, at jeg har taalelig Forestilling om Underholdningen ved en græsk Fest i hin fjerne Fortid.
Der var Sagn om en Begivenhed, som skulde være foregaaet nogle Aarhundreder endnu længer op i Tiden, nemlig Grækernes ti-aarige Beleiring og endelige Ødelæggelse af Staden Troia. Der fortaltes om Helte-Bedrifter uden Lige, Grækernes egne Helte havde naturligvis været de ypperste i Sammenligning med Trojanerne, og man blev aldrig træt af at høre om dem. Vandrende Skjalde drog om paa Gjæsteri hos Høvdingerne eller de høit berømmede Heltes Ætlinger, og Aften efter Aften samlede lyttende Skarer sig om dem.
Det tyder allerede paa en god Art hos Folket, at man havde Sands for dette Slags Underholdning og foretrak den for Vinens og Slagsmaalets Vildskab. Men denne gode Art blev ydermere udviklet ved Skjaldenes Kunst: enhver af disse gjorde naturligvis sit bedste, den ene lærte af den anden, Kunsten steg høiere og høiere, og da kom En, som med de Andres Kunst forenede en aldeles ualmindelig Begavelse: det var Homer. De andre Skjalde fra hin Tid blev for det meste snart glemte; men Homers Digte, som i Aarhundreder lærtes udenad af offentlige Sangere og af dem høitidelig fremsagdes for Folkeforsamlinger paa Torvene, blev for Grækerne et
