søgt det saa nøie, men jeg forstod det saa, at han havde sin Plads saaledes paa tvers nedenfor Fødderne af de Andre. „Her er fuldt,“ spøgte jeg. „Ja, de Smaa kan ikke holde sig varme i denne kolde Stue, naar de ligge alene, derfor maa vi have dem hos os,“ var Svaret. Jeg bøiede mig over Moderen hen til den Lille bagenfor hende og strøg hende over Panden, og dette gav Moderen Anledning til at yttre et Ord. „Hun er saa snild, den Vesle, at hun kan sidde lange Stunder med sig selv og lege med noget Smaat, før hun faar Mad om Morgenen, og hun er da bare tre Aar.“ Godt, tænkte jeg ved mig selv, det maa være en snild Stedmoder, som taler saa venligt om Anne Maries Barn.
Den Anne Marie har jeg tidt tænkt paa. Hun og Søsteren Caroline saa jeg først paa Opdragelses-Anstalten Toftes Gave, dengang det Hus, som Tofte havde givet, blev festlig indviet, i 1847. Der var en hel Forsamling tilstede og blandt Anstaltens Børn lagde Alle især Mærke til de to Søstre: Haaret var glindsende sort, og der laa noget Fremmed og Uhjemligt i de sorte Øine. Indvielses-Festens Haab for dem skulde skuffes; Anstaltens Arbeide med dem skulde blive forgjæves: en Stund efter undveg først den ene, saa den anden af Søstrene, og begge forsvandt paa Fantestien hvor de vare komne fra.
Paa den store, triste Slette mellem Porsgrund og Eidanger ligger der hist og her nogle fattige Hytter, og i et af dem bor en Familie, hvor baade Manden og Konen er i Slægt med vidtløftige Fante-Familier. Hid kom Anne Maries Forældre engang, og den nu fra Toftes Gave bortløbne unge Pige var med. Konen i Huset havde sin Fader i Besøg, han var nylig kommen fra Akershus Fæstning, det var en gammel Mand, allerede Bedstefader til en talrig Flok. Der blev sluttet en saadan Forening, at denne Gamle gav sig ind i hint Vandre-Følge og fik
