Det var mellem Jul og Nytaar nu sidst. Den ene Stjerne efter den anden var slukket paa den klare Morgen-Himmel, og kun et vakkert Stjernepar i Sydost glimtede endnu gjennem Dæmringen, og Fuldmaanen skinnede i Vest – da jeg havde fundet mig frem til den Hytte, jeg søgte, og stod paa Dørhellen og bankede paa. Jeg var saa tidlig paa Færde, saasom Manden i Huset ellers kanske kunde være udgaaet før jeg kom; men nu vækkede jeg ham af Søvnen og maatte bie nogle Øieblikke, inden han fik lukket op for mig.
Imens kastede jeg et Blik udover. Det var i Eidsvold, i den øverste Kant af Bygden op imod Skoven, paa Østsiden af Vormen, og det stadfæstede sig her, hvad jeg saa ofte har fundet, at Hytterne oppe i Skovkanten, hvor Fattigfolk bo, mangengang have den allerskjønneste Beliggenhed her laa udbredt i Morgendæmringen den hele vide Bygd, med Kirketaarnet som et helligt Tegn i Midten og Mistbjerget blaanende i Baggrunden.
Manden jeg søgte, heder Lars. Han hilste mig hel forundret, men ikke utilfreds, og lukkede Døren vidt op. Gjennem Husdøren kommer man i en gammeldags Stuebygning af det østlandske Slags lige ind i selve Stuen, der er ingen Forstue imellem, – det er som et Tegn paa den Ligefremhed, hvormed den Fremmede vil blive modtaget, og hvormed han trygt kan træde ind. Og et Par Skridt frem – saa stod jeg lige ved Familiens Seng: det var som et stort Rede, og der laa Konen og besvarede mit Godmorgen baade rask og munter, og jo mere jeg saa efter i Halvmørket, des mere levede det: en spæd En laa fremmerst ved Moderens Bryst, og bag hende stak en liden Pige nok saa kjækt Haanden frem til Godmorgen, men det ældste af Børnene, en sexaars Gut, kom tilsyne nede ved Fodenden af Sengen – jeg maa ikke sige, jeg fik under-
