og den er ægte dansk eller udansk, hvad da gjerne vil sige Tysker eller tysksindet. Saaledes skrev en dansk Mand for ikke meget længe siden med Hensyn til, hvorvidt Tronfølgeren, Prinsen af Glücksburg, nuværende Kristian IX var dansk af Folkelighed eller ej: „En nasjonal Konge maa ikke have et fremmed Sprog til Modersmaal eller Talesprog. Han bør føle som en Indfødt for Landets“ (her Danmarks) „Ære, Selvstændighed og Storhed. Ved Fødsel, Opdragelse, Familieforhold og Retninger bør han tilhøre sit Land, og ikke være, leve og røres i og med et andet Land, og allermindst med et, som er hans Riges Medbejler“ (ɔ: han maa ikke være hemmelig eller aabenbar Tysker, naar han skal være Konge i Danmark).
Da denne Prins nylig var bleven Konge, skal han i sit Svar til et Sendelag fra Kjøbenhavns Bystyrelse, til Opbyggelse for dem, der kanske ikke fandt ham dansk-folkelig nok, have sagt, „at han vilde beflitte sig paa at tale dansk, og at han følte sig godt hjemme i Danmark.“
Om samme Kong Kristians Datter Alexandra var det, da hun skulde rejse til England forleden Aar for at ægte Tronfølgeren der, nogen Ordstrid, nemlig om hun kunde regnes for dansk, eller om hun, som Tyskerne helst vilde have det, var tysk og tilhørte dem. En Dansk underkastede da hendes folkelige Indhold en Prøve, idet han brugte Følgende som Prøvesten: „Er hun stolt af at tænke paa Danmarks Historie? Kjender hun noget til Danmarks Litteratur?“ (Eller har den tyske været den, hun er bleven næret og fostret ved?) „Finder hun i det danske Sprog det kjæreste og fyldigste Udtryk for sine Tanker?“
Sønderjyden Zoëga, som Nogle har villet gjøre til en Tysker, har En vidnet at være Dansk, da han (Z.)
