elskede Danmark „med Varme, talte dets Sprog gjerne og med Lethed“ (uagtet han idelig var blandt Udlændinger), „og hver værdig Landsmand fandt i ham en Ven; hvert Minde om Fædrelandet var ham kjært; med Inderlighed deltog han, skjønt langt fraværende“ (i Italien) „i dets Skjæbne.“
Som Bevis for, hvor danske Sønderjyderne overhoved, altsaa enhver sønderjydsk Petersen, Poulsen, Lorentzen (eller hvilken anden Mand Nogen kunde ville nævne) var indtil ved 1830, opgives, at de regnede sit Land for en Del af Danmarks Rige, at de var glade i den danske Regjering og altsaa i den saa sin egen Regjering og ikke en fremmed eller ufolkelig, „at det danske Navn var dem kjært og at de intet bedre eller skjønnere vidste, naar de skulde give sig et Navn blandt Folkenes Mængde, at det danske Riges Symbol (Sindbillede), det ærværdige gamle Dannebroge, var dem helligt og dyrebart, tilligemed de Minder om tusinde stolte Bedrifter, som det kaldte frem for Sjælen, hvergang dets Farver lyste enten paa Skibets Mast eller i Spidsen for danske Krigsskarer, og endelig at de havde omfattet Danmarks Ve og Vel med den Kjærlighed og Deltagelse, som kun kan findes hos Børn af en fælles Moder.“
Vi vælger Eksempler fra England.
Med Hensyn til Engelskmændenes Sport (omtrent svarende til, hvad vore Forfædre kaldte Idrætter) har En sagt: „Tag bort deres Legemsøvelser (Boldspil), Kapridning, Vaabenøvelser, og de ville sige, at du har taget en af Støtterne for deres Statsforfatning (d. e, for deres Statsbygning og dermed for deres Folkeejendommelighed)
