afskaffede Redskaber hjemme i hans Bygd; men Folk vidste at sige, at de før i Tiden havde været brugte til saadanne Arbeider, som man nu udfører med Høvl, til at jevne og glatte Planker og Stokke med. Ja han bragte tillige med til Universitetet et gammelt Skrin, hvis Bord forklaredes og tydelig kunde skjønnes at være ikke høvlede, men skavede.
Disse indtil henimod Nutiden brugte Hallingdalske Redskaber ere ligesom de længst Levende af en uddød Slægt. Jernene svare ganske til de forrustede fra Gravene, og da disse sidste vare nye, maa de tydeligvis have været ligedan skaftede som de fra Hallingdalen.
Det med Skaft til een Haand (Størrelsen er netop saa, at den høire Haand faar Rum i Skaftet) kaldte Bonden „Skjøve“; det andet, som er til begge Hænder, kaldte han „Skavl“. Og siden der er Lighed i saa meget Andet, kunne vi gjætte paa, at man i Oldtiden ogsaa har brugt disse samme to Navne; det er ialfald efter denne Hallingdalske Talebrug, at jeg har kaldt de jordfundne Redskaber saaledes.
Af Tegningen er det kanske ikke tydeligt nok, men holder man Redskaberne selv i Haanden, skjønner man let, at Skjøven forholder sig til Skavlen som en Skrub-Høvl til en Slet-Høvl[1]. Skjøven er da brugt foreløbig, og Skavlen har fuldendt Arbeidet. Intet Under derfor, at naar man først vilde give en Død saadanne Redskaber med i Graven, saa lod man dem følges ad – hvilket jo et af hine Grav-Fund viste os Exempel paa.
Har Nogen Sind og Taalmodighed til at følge mig
- ↑ Den Hallingdalske Skavl ligger an mod Træet, der skal skaves, ikke alene med Eggen af Jernet, men ogsaa med Kanten af Træværket. Universitetet har to skaftede Exemplarer af Skavlen, og paa det ene er der, som det synes, Spor af, at man har havt en liden Indretning til at stille Redskabet, eftersom man har villet tage tykkere eller tyndere Fliser.
