videre, og agte lidt paa de Ord og Navne, som følge med disse Ting? „Han skaver“, „han skavede“, „han har skavet“, saa heder det i Skriftsproget; men i det norske Landsmaal lyder det noget anderledes og i nøieste Overensstemmelse med Oldsproget:
han skjev,
han skov,
han heve skave.
Selve Stammeordet har altsaa vexlende Lyd af e – o – a. Men denne Lydvexel forekommer ogsaa i Aflednings-Ordene, f. Ex.
Skjevel eller Skjevling (en Gren eller Kvist, hvor Barken er skavet af),
Skove (afskavet Skorpe af Bunden i Grød-Gryden),
Skav (skavet Bark til Kreatur-Føde).
Naar jeg nu bemærker, at „Skjøve“ egentlig skulde skrives „Skøve“, og at Lyden ø her er fremkommet af o ligesom i „Høver“ af „Hov“, „Fødder“ af „Fod“ og „bløder“ af „Blod“, og naar jeg erindrer om, at Ivar Aasen i sin Ordbog anfører endnu et Navn paa et Skave-Jern, nemlig „Skjevle“,[1] saa faa vi denne Række af Navne paa Redskaber:
Skjevle,
Skjøve,
Skavl,
hvor den vexlende Lyd svarer til Stamme-Ordets e – o – a. Det er som at Redskabets Udvikling til forskjellige Former har holdt Skridt med selve Ordets Lyd-Forandringer, og den Tanke opstaar, at saa langt op i Tiden det Begreb at „skave“ har været betegnet med dette Ord, har der kanske ogsaa været kjendt Redskaber af samme Slags som de nuværende til at udføre hvad Ordet siger.
- ↑ Dette Redskab siges at være i Brug i Søndmøre. Det skulde være artigt at faa et Exemplar lagt ved Siden af de to fra Hallingdalen.
