En af vore Forfattere har for nogle Aar siden skrevet
om Finlands Stræv i vor Tid for at arbejde sig op
til at blive et eget Folk, et Stræv, som han lader Russerne
være Ophavsmænd til, idet de bare skal ville have
Finlands aandelige Sammenhæng med Sverige opløst.
Han har ved den Lejlighed bl. A. gjort opmærksom paa,
at den russiske Regjering har stellet det saa, at den egentlige
Middelklasse i Finland staar sig bedre nu end under
Foreningen med Sverige, saa den kommer til i Foreningen
med Rusland at se et større Gode, end Foreningen med
Sverige var. Videre paastaar han, at Russerne opdrager
Finlændingerne i polittisk Umyndighed for at vænne dem
til senere at finde sig i at blive regjeret paa russisk Vis.
Her støder vi altsaa paa den Lærdom, at et Landskabs Velstand styrker Forbindelsen mellem det og dets Hovedland, men at Landskabets Udarmelse og deraf flydende Misnøje slapper dette Baand og gjør, at Landskabet villigere laaner Øre til de Tilskyndelser til Frafald og Overgang til et andet Folk, som fra dette maatte udgaa med Løfter om bedre Vilkaar. Ligeledes vækker en Fremgangsmaade som Russernes Forestillingen om, at polittisk Umyndighed hos hvert enkelt Landskab i et Rige svækker Deltagelsen for det hele Folkesamfunds Gjøremaal og Skjæbne, som Landskabet hører til. Den svækker altsaa Kjærligheden til dette Folkesamfund, d. e. Kjærligheden til Fædrelandet, og forbereder Frafald, altsaa Fædrelandets eller Folkepersonlighedens Opløsning.
Samme Forfatter skriver videre, at naar Finland først var ogsaa aandelig adskilt fra Sverige (udvortes eller statsretlig har det nemlig været det siden 1809), og naar, som han tror, Dannelsen i Landskabet derved havde aftaget, vilde det efterhaanden kunne omskabes til et russisktalende, altsaa virkelig russisk Landskab. Under Paaskud af at lette det indbyrdes Samkvem mellem de tidligere svenske
