Side:Folkevennen 1864.djvu/283

Denne siden er ikke korrekturlest

277

Forandring vilde være ganske utilraadelig. Dette gjorde virkelig ogsaa flere af disse Prester; men nogle, selv schleswigholsteinsksindede, holdt sig dog til Sandheden, og om enkelte af hine opdagedes tilfældigvis Erklæringer til andet Brug fra omtrent samme Tid, hvilke gik ud paa det Modsatte.

De Beslutninger Kristian VIII i sine sidste Leveaar havde fattet til det danske Sprogs Beskjærmelse (deriblandt at Haderslevs Latinskole skulde blive dansk), kom ikke til Udførelse inden hans Død (20de Januar 1848), og den schleswigholsteinske Oprørsstyrelse viste, saa længe den havde Magten, at noget Godt for den danske Besolkning ikke var at vente af den^[1].

↑ Det er med en egen Følelse, en Normand maa fortælle om den danske eller nordiske Nasjonalitets Mishandling i vort sydlige Grenseland. Visse Betragtninger og Sammenligninger ligge jo saa nær. Vor egen norske Folkelighed har i sit gamle Odelshjem maattet rømme Højsædet for den danske, og der kunde vel være de, som finder, at de Danske nu i Sønderjylland rammes af en retfærdig Gjengjeldelse. Men uden at tale om at man ikke kunde vente nogen sær Kjærlighed for det Norske af de dansk-oldenburgske Konger, naar de lod det gaa saaledes med det Danske, og at Normændene, om de havde sat mere Pris paa sit Eget, vel ogsaa burde have forstaat at hevde det ialfald lidt bedre, saa vilde det dog ikke derfor nu være forsvarligt at nære nogen uvillig Stemning mod det danske Folk, som jo ligeoverfor Tyskerne maa regnes for vort eget Kjød og Blod. Der er de, som holde det vundne Fellesskab i Litteratur og Bogvæsen ubetinget for et Gode. Andre ønske en Skilsmisse og igjen at hæve det gamle Landsmaal til norsk Litteratursprog. Nærværende Meddeler hører til dem som føle stor Samhug for denne nye Norskhedsbevægelse og haabe, at der (dog paa Skriftsprogets Grundvold) kan komme noget Godt ud af den for det norske Folk, at det nyere Skriftsprog maa lyde mere hjemligt i vore Dale, naar det forynges ved en nærmere Tilslutning til Folkemaalet, saa at engang dog virkelig i „den vidt hentonende Treklang Norriges Stemme høres skal med.“ Men vi kan ikke tillægge dette vort Maalstræv nogen fuld Berettigelse, uden

[p277-1] Det er med en egen Følelse, en Normand maa fortælle om den danske eller nordiske Nasjonalitets Mishandling i vort sydlige Grenseland. Visse Betragtninger og Sammenligninger ligge jo saa nær. Vor egen norske Folkelighed har i sit gamle Odelshjem maattet rømme Højsædet for den danske, og der kunde vel være de, som finder, at de Danske nu i Sønderjylland rammes af en retfærdig Gjengjeldelse. Men uden at tale om at man ikke kunde vente nogen sær Kjærlighed for det Norske af de dansk-oldenburgske Konger, naar de lod det gaa saaledes med det Danske, og at Normændene, om de havde sat mere Pris paa sit Eget, vel ogsaa burde have forstaat at hevde det ialfald lidt bedre, saa vilde det dog ikke derfor nu være forsvarligt at nære nogen uvillig Stemning mod det danske Folk, som jo ligeoverfor Tyskerne maa regnes for vort eget Kjød og Blod. Der er de, som holde det vundne Fellesskab i Litteratur og Bogvæsen ubetinget for et Gode. Andre ønske en Skilsmisse og igjen at hæve det gamle Landsmaal til norsk Litteratursprog. Nærværende Meddeler hører til dem som føle stor Samhug for denne nye Norskhedsbevægelse og haabe, at der (dog paa Skriftsprogets Grundvold) kan komme noget Godt ud af den for det norske Folk, at det nyere Skriftsprog maa lyde mere hjemligt i vore Dale, naar det forynges ved en nærmere Tilslutning til Folkemaalet, saa at engang dog virkelig i „den vidt hentonende Treklang Norriges Stemme høres skal med.“ Men vi kan ikke tillægge dette vort Maalstræv nogen fuld Berettigelse, uden

[1]