Tillit[1] og gjorde 1842 den yngste af dem, Fredrik (Prinsen af Noer), til Statholder og kommanderende General i Hertugdømmerne.
Omsider gik det dog op for Kongen, hvad alt dette maatte føre til. 1846 fik Prinsen og flere af de højeste schleswig-holsteinske Embedsmænd Afsked, og Kongen slog nu, skjønt vel silde, ind paa en anden Vej. Han besluttede at give det danske Sprog i Slesvig dets naturlige Ret tilbage og lod derfor – atter indhente Erklæringer. Denne Gang begyndte Piben at faa en anden Lyd. Da de tyske Embedsmænd nu frygtede for, at det endelig kunde blive til Alvor med de kongelige Hensigter gik den politiske og nasjonale Forblindelse og Hadskhed saa vidt, at Flere af dem gav sig til at negte, at der blev talt Dansk i vitterlig danske Egne. Amtmanden i Flensborg, Warnstedt[2], ledsagede den kongelige Skrivelse om denne Sag med et Følgebrev til Presterne i sit Amt, hvilket senere er kommet frem, og som udtrykkelig opfordrede dem til at farve sine Fremstillinger saaledes, at det maatte se ud, som om der nu ikke længer der i Egnen taltes noget virkelig dansk Sprog, saa en
- ↑ Hertugen (Kristian) var den Første, som (1837 og uden Navn) i Tyskland udgav et lidet Skrift om en særskilt Arvefølge i et Schleswig-Holstein for Augustenburgerne. Han udfoldede en overvættes Virksomhed for sit Hus’s og Løsrivelsens Sag baade i danske og tyske Skrifter og Blade, tildels ved lejede Penne, og indgik derfor Kammeratskab med de sletteste Personer. Da en af disse, en Justitsraad Jasper, der for mislig Færd var dømt fra sit Embede, faldt ham for dyr, indbildte han Kongen, at det var en brav Mand, som fortjente at hjelpes, og narrede Kongen til at give ham en klækkelig Understøttelse af den danske Statskasse – til at nedbryde Danmarks Ret!
- ↑ Denne Mand blev under eller efter Oprøret fordreven fra sit Embede, men fik senere et Embede nede i Holstein eller Lauenburg og blev efter Forslag fra den dansk-tysk-holsteinske Minister Raasløff atter hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors. Kors!
