dog det Tyske er, samt at de vilde krænkes i sine (indbildte) Rettigheder ved at skilles fra Holstein. Det lykkedes virkelig at faa en Del af Storbønderne i Angel til at indgaa en Forening om ikke at tale Dansk i sine Huse og at faa opdraget en Flok blandt den nærværende Slegt i flere Egne af Midtslesvig, som har Lyst til at fornegte sit Modersmaal og sætte sig op mod de senere retfærdige Bestemmelser om Sprogene. I Tyskland og alle andre Lande arbejdede man ihærdig paa at udbrede den Usandhed, at Slesvig var et gammelt tysk Land, som de danske Tyranner nu søgte at skille fra „det store Fædreland.“ Endog den preussiske Sendemand i London, Bunsen, undsaa sig ikke ved 1848 at overrække den engelske Udenrigsminister Lord Palmerston en Forestilling som blandt en Mængde lige saa paatagelige Urigtigheder indeholdt den, at Slesvig havde 700,000 Indbyggere (der var dengang omtrent 350,000), hvoraf kun 150,000 Danske, som var indvandrede fra Nørrejylland. Og dog gives der endnu fra Aarene henved 1840 (og endnu senere – se det ovenfor efter Kohl Anførte) en Mængde Vidnesbyrd fra tyske Forfattere for, at Sproget lige henimod Byen Slesvig var dansk, skjønt enkelte af dem rigtignok begynde at komme med den mistænkelige Omskrivning: „nærmer sig det Danske.“
Kristian den Aattende (1814 Kong Kristian Fredrik i Norge, Konge i Danmark fra Desember 1839) havde, som det vil sees af det nys Fortalte, just ikke værnet synderlig om det danske Folks Ret i Sønderjylland. Han var 2den Gang gift med en Søster af de ovennævnte augustenburgske Prinser, hvis Færd har gjort Navnet „Augustenburgeren“ til et Skjeldsord og skjemmet den vakre Amindelse, deres Farbroder Prins Kristian August („Gustenborgeren“) havde efterladt sig i Norge. Disse Brødre, som planmæssig forberedde Oprøret, viste han en bedrøvelig
