krænkende, at de ikke længer vilde møde i nogen Forsamling inden Oprøret 1848.
Denne Forfølgelse mod det Danske, som ingen var ivrigere i end Brødrene Hertug Kristian og Prins Fredrik af Augustenburg, fortsattes imidlertid ogsaa udenfor Stændersalen, og Striden spredde sig nu ikke alene over hele Hertugdømmet, men ogsaa over Danmark og Tyskland. I Nordslesvig vaagnede Almuen til levende Følelse af sin Ret og den danske Folkeligheds Betydning. Den fik kraftig Hjelp fra fædrelandssindede Mænd i Kongeriget, hvor Øjnene endelig oplodes for det Skammelige i de danske Sønderjyders lange Mishandling. Danske Blade stiftedes; Almubogsamlinger oprettedes, ligesaa en dansk Bondehøjskole i Rødding; Folkefester holdtes, saaledes en paa Skamlingbanke, der var besøgt af 12,00)0 Mennesker; Foreninger til at værne om Danskhedens Ret dannedes osv.
Under Partikampen blev snart tysk og schleswigholsteinsk næsten enstydigt. Det tyske Parti skjønte, at det ikke kunde udrette Stort i det egentlige Nordslesvig, men var des ivrigere for ikke at slippe det Tag, det havde faat over Mellemslesvig. Til dette Maal sattes alle Hjul i Værk. Skolebøger og andre Skrifter for Almuen blev med de tyske Embedsmænds Bifald omarbejdede, saa at Sporene af den forhen i dem lærte Sandhed at Slesvig var et dansk Land, forsvandt, og Hertugdømmet nu blev regnet med under Tyskland. Endog i Regnebøger brugtes saadanne Kunster; de indeholdt f. Eks. (under Henvisning til et vedføjet historisk Tillæg) Opgaver som den: hvor mange Aar efter den Abelske Mandsstammes Afgang blev de holsteinske Grever forlenede med Slesvig og saaledes Holstein og Slesvig forenede? Folket i disse Egne blev det paa alle Maader indprentet at deres Maal var et simpelt, fordærvet Dansk („Ravnedansk“), som de ingen Vej kunde komme med, og hvor langt bedre og fornemmere
