Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1864.djvu/279

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
273

mindede derom, fandt de paa Udflugter og Undskyldninger. Dokumenterne forsvandt sporløst og hemmelighedsfuldt; men bekræftede Afskrifter fandtes tilfældigvis siden i andre Regjeringskontorer. De uindskrænkede Konger er ikke sjelden meget indskrænkede i al sin Magtfylde.

Det var – vi udhæve det atter – fra det danske Folk i Sønderjylland, at Stødet til en virkelig Forandring først udgik. Bonden Nis Lorentsen fra Lilleholt (sydøst for Haderslev) foreslog i den første slesvigske Stænderforsamling at andrage hos Kongen om, at Dansk maatte blive Rets- og Forretningssprog i alle de Bygder, hvor det endnu var Kirke- og Skolesprog. Han vovede at udtale den Sandhed at Embedsmændene er til for Folkets Skyld og ikke omvendt, og spurte, hvad vel Holsteinerne vilde sige, om de skulde dømmes o. s. v. paa det for dem fremmede Danske. Dette billige Forlangende vakte vel Modstand og blev udsat til den følgende Stænderforsamling, men blev dog der antaget, rigtignok med Beskjæringer og i Sambaand med et andet Forslag, at der skulde gives nogen Undervisning i Tysk i samtlige Landets Almuskoler, ogsaa de tidligere rent danske. Regjeringen gav vel en tilsvarende Anordning, men tog dog siden endel af den tilbage ligeoverfor den Uvilje, denne billige Foranstaltning vakte hos det tyske Parti. Dette angrede Indrømmelsen og begyndte en forbitret Kamp mod Danskheden. I 1842 blev det i Stænderforsamlingen af Præsidenten og den tyske Flerhed forbudt et Medlem Kjøbmand Lorentzen fra Haderslev, at tale Dansk, og da han blev ved dermed, blev han udstødt fra Forsamlingen. Paa en Klage til Regjeringen var denne svag nok til (1844) at svare, at de danske Medlemmer vel maatte have Lov til at bruge sit Modersmaal, men kun forsaavidt de ved Samlingens Begyndelse erklærede ikke at være det Tyske tilstrækkelig megtige. Denne Afgjørelse fandt de danske Medlemmer saa