at denne Indvandring syd fra blev af større Omfang i de holsteinske Grevers Tid, men at alligevel de Thingsvidner som 1424 blev forelagte den romerske Kejser, fremstiller os Landet som aldeles overvejende dansk.
Det er ligeledes i det Foregaaende paapeget, at det oldenburgske Fyrstehus oprindelig var tysk, og at det gjennem lange Tider var og blev tysk i hele sit Sind og Væsen. Det viste en utrolig Ringeagt for Nasjonaliteten hos det Folk, det var sat til at herske over. Tyskere baade fra Kongens tyske Lande og fra det øvrige store Tyskland blev i Mængdevis indkaldte til allehaande Embeder og Stillinger, som Hoffolk, Officerer, Videnskabsmænd, Digtere, Kunstnere o. s. v. Hoffet var mest tysk - de fleste Dronninger var tyske Prinsesser – og Tysk i lang Tid Hoffets og de Fornemmes Sprog. Ligesom der, da det gik tilbage med den danske Adel efter Enevoldsmagtens Indførelse, blev oprettet en ny Adel, især af indvandrede Tyskere, saa de allerfleste nulevende Adelsslægter i Danmark stamme fra Tyskland – saaledes skriver den Mængde tyske Familjenavne, som forekommer i Danmark og, om end i mindre Mon, i Norge, sig tildels fra saadanne af Styrelsen begunstigede Udlændinger. Hæren bestod en Tid mest af tyske Lejetropper og endnu langt ud i forrige Aarhundrede blev danske (og norske) Soldater ekserserede og kommanderede paa Tysk. Endog Love for Danmark (og Norge) blev sommetider givne paa Tysk; endnu har vi her i Landet Love (endel af Militærlovgivningen), som er affattede i det tyske Sprog. Kort, der var en Tid, da det tyske Væsen havde indfiltret sig saaledes i alle Forhold i Danmark, at Alt, hvad der ikke vilde regnes for simpelt, efter de Fornemmes Foredømme brød paa det Tyske, og kun de lavere Stænder beholdt sit Danske, hvorfor der senere maatte en kraftig Opvækkelse og Anstrengelse af den danske Folkeaand til for, at Folket atter
