Ulykkeligvis havde nu den danske Styrelse for at ophjelpe
det af Gottorperne stiftede Universitet i Kiel
1768 befalet, at Alle, som i Hertugdømmerne (ogsaa i den
dansktalende Del af Slesvig!) vilde søge noget Embede,
for hvilket akademisk Dannelse var foreskrevet, skulde have
studeret 2 Aar ved dette tyske Universitet (det saakaldte
Biennium). Det var netop ved dette Universitet, at den
schleswigholsteinske Lære blev udklækket, fostret og tilsidst
aabenlyst prædiket. I Sammenhæng med denne Lære, som
vilde gjøre Slesvig til et tysk Land og en Del af det
tyske Forbund, stod ogsaa den over Tyskland meget udbredde,
at Tyskerne er det udvalgte Aandens og Dannelsens Folk,
som har naturlig Kald og Pligt til at herske over og fortyske
sine svagere Nabofolk. Da nu den danske Almue
i Slesvig ikke vilde gaa ind paa de tyske Fordringer
om at gaa op i Tyskland og vilde hevde
Landets gamle Tungemaals naturlige Ret, frigjøre
det for det indtrængte Fremmedes Overvælde og
skaffe det lige Ret med dette – saa begyndte denne mærkelige
Sprogkamp, som indtager en saa fremragende Plads
i vort sydlige Broderlands nyere Historie.
Inden vi gaar over til at fortælle disse senere Tildragelser, tør det derfor være rettest at meddele noget Fuldstændigere om Slesvigs nasjonale Forhold.
Det er alt paa sit Sted anført, at Sønderjylland lige fra de ældste Tider, som sikre historiske Efterretninger naar op til, efter alle Vidnesbyrd af Runestenene i Sagaerne, hos danske, tyske og andre udenlandske Forfattere var et dansk Land med dansk Befolkning paa Nordfriserne nær og maaske i nogle sydlige Grensebygder, – at saa var det og under de gamle danske Konger indtil Lensforholdets Indførelse – at det først gik en god Tid hen efter Hertugdømmets Oprettelse, inden holsteinske Adelsmænd, som drog endel Landsmænd med sig, fik Fodfeste i Landet, –