ret kunde blive sig bevidst som et nordisk Folk, der havde noget ejendommeligt Dansk og Nordisk at agte paa og forsvare. „Al vor Fortræd er tysk,“ sagde Digteren Ewald i forrige Aarhundrede – en Sætning som det danske Folk, om end i en noget anden Betydning, den Dag idag kun alt for meget maa sande.
Men naar det gik saaledes med det grønne Træ, hvorledes skulde det saa gaa med det tørre? I Slesvig havde det danske Tungemaal ikke alene at drages med Konger, som var ligegyldige for det Danske og foretrak det Tyske, men ogsaa med en Mængde i Landet bosiddende Hertuger, Kongehusets Sidelinjer, som med bevidst Hu arbejdede paa Landsmaalets Undertrykkelse og det Tyskes Opelskning. Reformasjonen, som ellers afskaffede det latinske Sprog ved Gudstjenesten og skulde bringe Folket det Gode at faa høre Guds Ord tolket paa dets eget Maal, indførte i Slesvig tyske Prester, som under tyske Fyrsters Beskyttelse prækede først paa Plattysk, siden paa det for Almuen endnu uforstaaeligere Højtysk, ikke alene, som ret havde været, i det sydlige Grensestrøg, men ogsaa i den større, rent danske Del af Landet. Ligervis var det med Undervisningssproget i Almuskolerne, hvor det Tyske ikke saa sjelden maatte prygles ind i de danske Børn for at faa dem til at aflægge den stygge Fejl at tale – sit Modersmaal. Alle højere Dannelsesanstalter inden Landet (Latinskoler o. s. v.) var tyske ligesom dets Skolelærerseminarium, medens det rent tyske kielske Universitet, som vi har set, endnu i en senere Tid fik en Fortrinsret til at uddanne Landets Embedsmænd. Disse var saagodtsom Alle Tyskere eller Mænd med tysk Opdragelse og Dannelse og (senere) det dermed følgende tyske Sindelag. I Sønderjylland var Tysk i lange Tider eneraadendende Regjerings- og Lovsprog, – danske Folk blev styrede og dømte paa et Sprog, som de ikke forstod. Her blev da ogsaa alle Samfundsforhold sammenfiltrede
