konstitusjonel og statsretlig Forbindelse mellem Landene. Fellesmøderne blev som sagt sidste Gang holdte i 1711[1].
Og i ethvært Fald danner ogsaa i denne Henseende Aaret 1721 et Vendepunkt. Medlemmerne af det slesvigske Ridderskab, som fuldt vel skjønte, hvad Klokken var slagen, og vidste, at den tidligere Forbindelse med det holsteinske Ridderskab ikke paa samme Maade som før kunde vedlige- holdes, efterat Hertugdømmet Slesvig var gjenforenet med den danske Krone, anholdt i et underdanigst Bønskrift om, at Kongen allernaadigst vilde bestemme en særskilt Landdag for Slesvig og forunde dem samme Rettigheder og Formoner som det holsteinske Ridderskab, for at de kunde være lige saa gode som det. Kongen vilde dog ikke give Løfte om nogen Landdag, og da Ridderne bad hans Efterfølger Kristian den Sjette om en Bekræftelse i Fellesskab af det schleswigholsteinske Ridderskabs Særrettigheder, gav han (1731) det slesvigske og det holsteinske Ridderskab hvær sin Stadfestelse paa deres Privilegier og det vel at mærke derhos med en noget forskjellig Ordlydelse, idet Stadfestelsen paa de slesvigske Ridderskabsprivilegier indeholdt en Sætning om, at den alene var given, forsaavidt det ikke er imod vor (hans) suveræne Eneregjering over dette Hertugdømme, – hvilke Ord ikke stod i det under Tyskland hørende Holsteins Ridderskabsprivilegier, selv ikke efterat den danske Konge ogsaa havde erhværvet den gottorpske Del af dette Hertugdømme. Saadanne særskilte og
- ↑ Hvordan det dengang stod sig med Uafhængighedsfølelsen hos denne Rest af en Repræsentasjon, kan sees af en Henvendelse fra Ridderskabet til Kongen det følgende Aar, hvor det heder, at de ere for beskedne til ikke at vide, at Lovgivningsmagten er hos Kongen, og at de alene har Æren af at lyde, samt fremdeles: at Bevarelsen af den kongelige Naade er Hovedsagen i denne Verden, og at deres højeste Lov skal være at blive fundne som Kongens allerlydigste Undersaatter.