Riges Tarv, og Skindbrevene maatte da endelig være blevne, hvad den sunde Sans siger, at de maatte være, Aktstykker af Betydning for Historien, men ikke for Nutidens Statsret.
Men Schleswig-Holsteinerne har viist sig som fuldendte Mestere i den Kunst ved ensidige og vrange historiske Fremstillinger at forvirre Begreberne, at lægge hvad der passer for deres Kram ind i gamle og forlængst betydningsløse Begivenheder og glide let hen over de nyere og vigtigere. Derfor, og fordi de ikke har indskrænket sig til at paavirke sine tyske Landsmænd, men endog har prøvet paa de samme Kunster hos os, i et nordisk Land, har vi trod at burde dvæle længere og udførligere ved hine gamle Tildragelser, end vi havde ønsket. Af samme Grund nødes vi til endnu at gaa tilbage i Tiden og omhandle et Par Forhold, som Schleswigholsteinerne, baade de, som paastaa, at en Stat Schleswig-Holstein er bygget paa statsretlig Overenskomst, og de, som ikke tør kjendes ved denne Mening, dog paaberaabe sig som Hjemmel for Slesvigs Adskillelse fra Danmark og Schleswigholsteins Oprettelse og Indlemmelse i Tyskland. Dette er den gamle landstænderske Forfatning og det i flere Hundredaar og lige til vore Dager nedarvede Fellesskab i Bestyrelse og Lovgivning.
Vi fortalte ovenfor, at de saa højt priste Privilegier af 1460 saa langt fra paabød noget Fellesskab mellem Slesvig og Holstein, at de tværtimod maa siges at have forbudt saadant, da jo hvært Land skulde have særskilt Bestyrelse Lovstiftning og Retspleje. Men Skillemuren mellem de 2 Hertugdømmer og Baandet mellem Kongeriget og Slesvig blev rigtignok svagere, da Fredrik den Første egenmegtig ophævede Retten til at paaanke slesvigske Domme til de danske Overdomstole, og da Fredrik den Anden flyttede Urnehoveds Thing til Flensborg og udelukkede Bondestanden eller det store, menige danske Folk fra Landdagene,
