til Landet saa fast, at skulde denne med nogensomhelst Føje kunne bestrides saa gives der neppe nogen europeisk Stat, som man ikke med lige saa megen Ret skulde kunne gjøre snart sagt hvilkensomhelst Provins stridig. Og fremdeles: laa der end fra ældre Tider noget Sandt til Grund for den Arvepaastand, som Sidelinjer af det oldenburgske Hus nu fremkomme med, saa maatte dog den Indordning af Landet under Kongelovens Arvefølge, som Kongen af Danmark i Overensstemmelse med denne Lov – hvilken han selv var pligtig at lyde – da med alle Vedkommendes Samtykke iværksatte, nu staa for Fulde, da det er almindelig anerkjendt, at et Menneske, der tilfældigvis fødes som Prins af et kongeligt eller fyrsteligt Hus, ikke derved for sig og Efterkommere i uendelige Led vinder nogen Ret til at kuldkaste hevdvundne statsretlige Ordninger og de Forhold og Statsdannelser, som den historiske Udvikling har slaat fast, – for ellers skulde de fleste Stater ved det regjerende Fyrstehuses Uddøen, som jo aldrig kan forebygges, være udsatte for Opløsning og Sønderlemmelse i Kraft af gamle Arvefordringer tværtimod den naturlige Sætning, at Statens og Folkets Ret maa være stærkere end de enkelte Personers og Slægters. Og endelig sige vi ligeledes var Sønderjylland end ikke fra Først af en dansk Landsdel, hvis Forhold til Hovedlandet vel i uheldige Tider var blevet løsnet, men aldrig ganske opløst, og var end enkelte af de Vaaben, Schleswigholsteinerne hente frem fra sit middelalderske Rustkammer, end i og for sig ægte eller brugelige og deres Fremstilling af hine gamle Tiders ugreje og ufuldkomne Stats- og Samfundsforhold ærlig og rigtig – saa hjalp det dog altsammen ikke en Snus: Begivenhederne i 1721 maatte have slaat en Streg over alle de gamle Aftaler og Særretter, som stod i Strid med dem; Kongen af Danmark maatte have faat rent Bord til at ordne Hertugdømmets Statsret efter den nyere Tids og sit
