kunde udvikle sig under Kalmar-Foreningen, og derfor at have felles Hersker med Skandinavien (hvilket, saalænge Unionskongerne valgtes, alene kunde naaes ved ogsaa i Hertugdømmerne at faa Valgret), men paa den anden Side om tillige at skaffe sig en vis selvstændig Stilling for at sikre sig mod at inddrages for dybt i de nordiske Forviklinger. Dette Ønske om Tilslutning aabenbaredes ogsaa derved, at de danske, slesvigske og holsteinske Raader paa et Møde i 1466 blev enige om efter Kristians Død at velge en felles Hersker. Beslutningen herom kom dog ikke til Fuldbyrdelse, og heller ikke fik det straks nogen Betydning, at den tyske Kejser samtidig med Holsteins Ophøjelse til Hertugdømme gav Kristian den Første arvelig Forlening derpaa (mod Stændernes selvtagne Valgret). Da Kristian døde 1481], syntes nemlig hans Enke, den kloge og myndige Dronning Dorothea, at den ældste Søn Hans havde nok med et eller flere nordiske Kongeriger, og at det var billigt, at den anden, Fredrik (den Første), fik Hertugdømmerne. Det lykkedes hende ogsaa for en Del at sætte sin Mening igjennem, idet Stænderne valgte baade Hans og Fredrik til Hertuger. De skulde styre begge Hertugdømmer i Fellesskab; men hermed gik det, som venteligt var, snart skjevt, og 1490 foretoges derfor den første Deling. Ved denne ligesom ved de følgende Delinger overhoved tog hvær Hertug sine særskilte tildels usammenhængende, Stykker af hvært Hertugdømme, dog ingenlunde i Anerkjendelse af den schleswigholsteinske Sætning om at blive evig udelte (!) sammen, men fordi de af mange Grunde fandt sin Fordel ved at feste Fod i begge Lande. Der blev da oprettet 2 særskilte Lensstater, hvoraf hvær havde sin Lensherre baade i Danmark og Tyskland, og som man tænkte sig skulde arves hvær i sin Linje. Om denne Deling heder det, at den skal „til evige Tider“ blive saaledes, og at hvært enkelt Slot, Borg By, Land, Sogn og Herred skal til evige Tider forblive sammen og med-
