evig Gyldighed og Hellighed fremfor saa mangfoldige Statsakter og Overenskomster, der er skyllede bort i Tidens Strøm.
Vi skal derfor alene, af hvad Schleswigholsteinerne i disse Landsprivilegjer har villet finde til Støtte for sine Trosartikler, fremhæve, at de blandt en Hoben mere eller mindre vigtige eller forbigaaende Bestemmelser indeholde den Sætning „disse fornævnte Lande love vi at holde ved god Fred, og at de blive evig sammen udelte; derfor skal Ingen fejde den Anden, men Enhvær skal lade sig nøje med hvad Ret er.“ Paa de her udhævede Ord, som staa midt inde i en Regel om Landefredens og Rettens Overholdelse, kan, efter Alt hvad vi derom har set, ikke bygges mere end i det Højeste dette, at for at forebygge de Uroligheder, som vilde følge af Landenes Udstykning mellem flere Regenter – Noget man havde set Prøver paa i Holstein, hvor ofte flere Grever havde delt Landet mellem sig –, blev de i Ribe mødende Herrer enige om, at Landene skulde være udelelige, en Forskrift som forresten ved første Lejlighed og siden atter og atter blev overtraad. Da den holstein-gottorpske Hertug Johan Adolf for sin Del af Holsteins Vedkommende 1608 hos den tyske Kejser Rudolf den Anden søgte og fik Bekræftelse paa en Huslov om Førstefødselsretten og Udeleligheden, var baade han og Kejseren enige i, at dette fra Først af havde været Meningen, og dette mente Statsmænd og Lærde, lige indtil i de sidste Aartier tysk Nasjonalforfængelighed og Erobringssyge forenede sig med landløse Fyrsters Ærgjærrighed om at lægge noget Andet ind deri.
Paa den anden Side indeholde netop hine Privilegier Bestemmelser, som vise, at det ikke kan have været Meningen at skabe en Enhed mellem de 2 Lande eller en uadskillelig Stat Schleswig-Holstein. Saaledes skulde Holstein styres af sin Marsk, Slesvig af sin Drost, hvært Land have særskilt Lovstiftning, Bestyrelse og Retspleje, saa der fremdeles fra De slesvigske Domstole blev appelleret til danske Overretter,
