mægtig Taler, da lød Ordene og Klangen, som naar en norsk Bonde mæler med fuld Røst i vor Storthings-Sal. Bysproget her er mere i Slægt med det Danske; men det norske Bondesprogs Malm lyder igjen i det Svenske. „Er du syg?“ – det er Dansk og det er norsk Bysprog; men Bonden i vore Bygder siger „Er du sjuk?“, og saa siger selve Kongen og Dronningen, naar de tale Svensk. Den første Uge høres dette lidt pudserligt, for den norske Bymand; den anden Uge lægger han ikke mere Mærke til det.
Hvilket Land, dette Sverige! Det forener noget af Norges storartede Natur med Danmarks yndige; her er Skov- og Bjerg-Egne med tarvelige, ja strænge Kaar, og her er Fladbygder, hvis Frugtbarhed er blomstret ud i Herregaarde. Og hvilken Udvikling mødte ikke mit Øie! Det mærkeligste Træk var det store og skjønne Jernbane-Anlæg, den fortjente Eriksons Værk. Selv min Forstand kunde forstaa, at dette Værk var fortrinligt i alle Dele. Vor gamle Eidsvolds-Bane taaler vist ikke Sammenligning med den. Men jeg tog hele Gøteborg-Stockholm-Banen til Indtægt for Norge: nu kunne vore Soldater kjøre, om de nogensinde skulle kaldes til Forsvar paa de forenede Rigers Østgrændse!
I Sverige er Præsteskabets Stilling ordnet paa en særegen Maade: paa visse Undtagelser nær, som ere nøie bestemte, kunne theologiske Kandidater ikke søge Præstekald og Præster ikke søge Befordring til noget nyt Kald udenfor det Stift, hvor hver engang er bleven hjemmehørende, formedelst Fødsel eller paa anden Maade. Hvor jeg blev forundret ved at høre om dette! Nu veed jeg, at jeg som norsk theologisk Kandidat har Ret til at søge geistlig Ansættelse ligesaa vel i Finmarken som nede ved Lindesnæs, hvor jeg er født, og jeg veed ogsaa, at min Sjæl omfatter hvert Næs og hver Fjord og Dal, hvor der bor norske Folk, med samme Interesse som selve Føde-Egnen; men jeg kan godt tænke
