mig, at om jeg avde havt Sind til at gaa ind i den samme Livsstilling naar jeg dermed skulde bindes til Christianssands Stift, fordi jeg var født der, saa vilde jeg blevet en Christianssandenser helt igjennem og ikke en Nordmand. Hvor jeg derfor blev uvillig over den svenske Indretning selv, og hvor jeg blev utaalmodig tillige over, at ingenlunde alle de Theologer, som jeg traf til at tale med, vare ivrige for at faa den forandret heller.
Men dette omtalte jeg her, ikke saa meget for Sagens egen Skyld, som for at tilføie dette, at ved denne og lignende Leiligheder lagde jeg hemmelig Mærke til og maatte ret undre mig over, hvor uventet let det faldt mig at omfatte svenske Anliggender med Liv og Sjæl – fast som vore egne norske.
Hvor meget deraf monne være bevirket ved det livlige Indtryk paa Sindet, som de Svenskes store Forekommenhed og Gjæstfrihed mod den Fremmede naturligvis maatte gjøre? Jeg veed det ikke; men det veed jeg, at naar jeg saa frimodig kunde tage imod den Overflødighed af Artighed, som vistes mig, saa var det, fordi jeg bestandig havde Indtrykket af, at det var ikke min private Person det gjaldt, men det var Nordmanden. Det var kort efter at den unionelle Strid var ført, og jeg forstod det saa, at der føltes ligesom Trang til ved enhver forefaldende Leilighed at vise, at Stridens Forstemthed var forvunden.
Selv ikke i London vare mine fem Sandser mere i Brug eller mit Sind mere optaget og opfyldt af alt det Nye, end paa en Tour Aaret efter op til vort eget Finmarken, rundt Nordkap.
For en Botaniker maa det være en sand Nydelse at gjøre en Tour fra Christiania nordover og lægge Mærke til Planteverdenen langs efter Veien. Det bliver fattigere og fattigere – men selv paa de yderste Øer og høieste
