og heller holdt med Tydskerne i deres Urimelighed. Om dette talte jeg med en Præst i Jylland og vilde vide af ham, hvad de Danske sagde til godt ved dette betænkelige Tilfælde. Han taug, og jeg trængte ind paa ham igjen. „Aa, vi lar dem vrøvle,“ svarede han gnaven. „Ja, men naar nu dette Vrøvl vil blive Alvor?“ „Saa siger vor Minister Nei!“ Og dette Nei, dette inderlige og kraftige Nei – lød gjennem hele Danmark!
Fra Helsingør reiste jeg tvers over til Helsingborg. Det var, som jeg satte Fod i et lidt mere fremmed Land, og jeg var ligesom forsigtig, da jeg bankede paa og traadte ind for at hilse paa Præsten i Byen. Men det gav sig strax; vi vare Landsmænd, vi ogsaa.
Alligevel var det saa, at jeg maatte spørge ham op igjen flere Gange og bede om nærmere Oplysning, naar han forklarede for mig en eller anden Ting af deres offentlige Stel – saa stor Forskjel var der fra, hvad jeg var vant til hjemme og nu ogsaa i Danmark. En saadan Ting som f. Ex. Ministerialbogens Indretning er hel anderledes der end her. Og som det i Danmark havde fornøiet mig at finde igjen saa mange Smaating i Huslivets Skikke, som vare mig kjære fra Hjemmet af, saa var det som en Afvexling at lægge Mærke til Uligheden i disse Smaating her, ved Aftensbordet hos Præsten, altsaa i det første svenske Hus, som jeg besøgte.
Men da saa, nogle Dage efter, Toget paa den netop aabnede Jernbane mellem Gøteborg og Stockholm førte mig ind i Hjertet af Landet, med denne Afvexling af Graneholt og Fjeldknauser og Bakkeland og Søer, med de spredte Bøndergaarde med Tømmerhuse, hist og her et Kirketaarn løftende Spiret høit op – da kom Taaren i Øiet, saa hjemligt var det.
Og da jeg i Stor-Kyrkan i Stockholm hørte en
