rede det mig at se Ligheden i Familielivet paa Præstegaardene og ellers hos Folk udenfor Almuestanden; lige til alle de Smaating, som høre med til et hyggeligt Aftensbord eller Thevands-Slaberas, saa var det lige ens som jeg var vant til fra mit eget Hjem. Det Fremmede stak først frem i den Del af Folkets Liv, som er mest ligefrem afhængigt af Natur-Forholdene, nemlig Bonde-Almuens; Slettelandets Bønder ere en god Del anderledes end Fjeldlandets; men jeg havde dog endda Tilknytnings-Punkter for Sammenligningen: paa de jydske Heder mindedes jeg Jæderen, selv Bygnings-Skikken har noget tilfælles her og der.
Det er Velstands-Folk, de danske Bønder. Og jeg hørte Embedsmænd klage over en Lyde mellem dem, at de æde saa meget af den gode, stærke Kost, de have – en formelig Klage ligesom for nogle Aar siden hos os over den megen Brændevinsdrik. I dette Stykke er stor Forskjel. Thi hvad det her i Norge gjælder om i Mad-Veien, det er, at Folket kan faa mere af god og nærende Føde.
Ellers havde kanske jeg som Vestlænding lettere end mange Andre for at finde mig tilrette mellem de jydske Bønder, og som Jydernes noget haarde og stødende Almue-Dialekt gjennem en Række af Overgange, som mit Øre fornam paa Veien, hænger sammen med det forædlede Sprog i dannede Kjøbenhavneres Mund, saa fandt jeg de jydske Bondefamiliers Godmodighed og Venlighed igjen i den Humanitet, som har en Hovedstad i Kjøbenhavn.
Ja men er der ikke noget Blødt og Vegt i al denne Godmodighed og fine Humanitet? mene kanske Nogle, (skjønt den Tvivl nok paa det nærmeste har givet sig, siden Danmarks sidste Krig med Tydskland). Men jeg skal indskrænke mig til at anføre et Træk. Jeg reiste i Landet kort efter at den engelske Minister Russell havde bedrøvet og forarget os ved nogle Yttringer, som viste, at hans Herlighed aldeles ikke forstod det dansk-tydske Spørgsmaal
